Ford vil bygge Apple Maps direkte ind i sine kommende elbiler. Det sker som en del af producentens nye Universal Electric Vehicle Platform, der efter planen skal danne grundlag for de første biler i 2027.
Der er ikke blot tale om almindelig Apple CarPlay, hvor indholdet fra en iPhone vises på bilens skærm. Apple Maps bliver i stedet en integreret del af bilens eget styresystem og skal fungere som standardnavigation.
Skal gøre Fords billige elbil smartere
Systemet får blandt andet trafikinformation i realtid, stemmestyring og ruteplanlægning, der tager højde for bilens aktuelle batteriniveau.
Apple Maps skal også kunne planlægge ladestop og sørge for, at batteriet bliver varmet op inden ankomsten til en lynlader. En funktion, som stadig fungerer overraskende ujævnt i mange elbiler. En af undtagelserne er de biler, der har indbygget Google Build-in.
Ford vil samtidig bruge Apples kortdata til at forbedre BlueCruise, der er producentens system til delvist håndfri motorvejskørsel.
– Vores nye elbil i mellemklassen kommer til at koste omkring 30.000 dollar og skal gøre avanceret teknologi enkel og tilgængelig for flere kunder, siger Fords administrerende direktør Jim Farley.
To amerikanske virksomheder med forskellig medvind
Samarbejdet kommer på et vigtigt tidspunkt for Ford, der har brug for, at næste generation af billigere elbiler rammer rigtigt. I stedet for selv at udvikle endnu et navigationssystem har selskabet derfor valgt at læne sig op ad en amerikansk teknologigigant med betydeligt større erfaring inden for software.
Apple CarPlay forsvinder dog ikke. Ford oplyser, at systemet fortsat vil være tilgængeligt i kommende biler, så bilisterne ikke bliver tvunget til udelukkende at benytte den indbyggede løsning.
Apple Maps kan give Ford et tiltrængt teknologisk løft, men et godt kortsystem kan ikke alene løse bilmærkets langt større udfordringer på elbilmarkedet.












