Der er en fin tyngde i mellemtonen, stemmer kommer tydeligt frem, og musikken har langt mere rytmisk overskud og fylde, end den lille konstruktion giver anledning til at forvente. Det gælder især, når Sound Burger forbindes analogt til et anlæg eller et sæt aktive højttalere. Den har indbygget phono-forforstærker, så der er ikke behov for ekstra elektronik mellem pladespilleren og en almindelig line-indgang.
Til 1.799 kroner er lydkvaliteten faktisk ganske respektabel. Men man skal heller ikke bilde sig ind, at fysikkens love er blevet ophævet. En god traditionel pladespiller til nogenlunde samme pris kan levere mere luft, flere små detaljer og en mere præcis bas. Sound Burger har en lidt rund gengivelse i toppen, og den lille tallerken og lave vægt betyder samtidig, at konstruktionen er mere følsom over for vibrationer.
Den skal altså stadig stå på et stabilt bord. “Transportabel” betyder ikke, at man kan gå rundt med den under armen, mens pladen spiller.
Bluetooth er genialt – og lidt gammeldags
Det sjoveste ved den moderne Sound Burger er selvfølgelig Bluetooth. Tryk på parringsknappen, forbind et par hovedtelefoner eller en trådløs højttaler, og pludselig behøver en pladespiller ikke længere stå permanent ved siden af stereoanlægget. Det fungerer virkelig godt sammen med Sound Burgers kompakte format. Du kan tage den med ud på terrassen, med i sommerhuset eller stille den på køkkenbordet og bruge en Bluetooth-højttaler som lydanlæg.
Det er præcis her, Sound Burger giver mening.
Men Audio-Technica kunne godt have været mere ambitiøse på Bluetooth-fronten. Forbindelsen understøtter kun den basale SBC-codec. Der er altså hverken aptX eller andre codecs med højere lydkvalitet. Det virker næsten ironisk at vælge vinyl for lydens skyld og derefter sende signalet gennem den mest grundlæggende Bluetooth-komprimering.
Bluetooth lyder derfor ganske udmærket til afslappet lytning, men vil du høre, hvad pladespilleren faktisk kan, skal du bruge kabel.
Der er heller ingen indbyggede højttalere. Sound Burger kan derfor ikke stå alene; den kræver enten hovedtelefoner, Bluetooth-højttaler, aktive højttalere eller et anlæg. Det ser jeg egentlig som en fordel. Indbyggede højttalere i selve pladespilleren ville næsten med garanti have betydet dårligere lyd, flere vibrationer og et større kabinet.
Designet er hele pointen
Audio-Technica kunne let have lavet Sound Burger til et nostalgisk legetøj. I stedet føles den overraskende seriøs. Plastikken virker solid, hængsler og låse føles ordentlige, og måden tonearm, adapter og mekanik er pakket sammen på, er virkelig gennemtænkt. Det er industriel designkunst på den lidt nørdede måde.
Der er selvfølgelig kompromiser. Den ultrakorte konstruktion giver ikke samme mekaniske ro som en traditionel pladespiller, og mulighederne for senere at opgradere pickup og andre komponenter er stort set ikkeeksisterende. Til gengæld kan selve nålen udskiftes, når den bliver slidt.
Og når Sound Burger er klappet sammen, ligner den ikke rigtig noget andet på markedet. Det er en af de sjældne pladespillere, der næsten er lige så meget samtaleemne som musikkilde.
Let at leve med
Der er heller ikke meget vedligeholdelse. Nålen bør naturligvis holdes ren med en passende nålebørste, og vinylpladerne skal behandles præcis lige så omhyggeligt som på enhver anden pladespiller.
Når Sound Burger ikke bruges, kan tonearmen låses, og nålen beskyttes. Det eneste ekstra element sammenlignet med en klassisk pladespiller er batteriet. Audio-Technica anbefaler, at det genopladelige batteri får strøm mindst en gang hvert halve år, hvis pladespilleren ligger ubrugt i længere tid.
En fuld opladning tager til gengæld temmelig lang tid, men de op til 12 timers batteritid betyder, at det sjældent bliver et problem i praksis.
Hvem er Sound Burger til?
Det er fristende at spørge, hvorfor nogen skulle have brug for en transportabel pladespiller. Men det er næsten det forkerte spørgsmål. Sound Burger er først og fremmest til dem, der synes, at vinyl skal være sjovt.
Hvis målet udelukkende er maksimal lydkvalitet for 1.799 kroner, findes der traditionelle pladespillere, som er et bedre køb. De har større tallerken, mere traditionel tonearm og bedre mulighed for senere opgraderinger. Men de kan ikke klappes sammen, smides i en taske og forbindes direkte til en Bluetooth-højttaler.
Sound Burger har fundet sin egen niche mellem hi-fi-produkt, designobjekt og transportabel gadget. Og det imponerende er, at den faktisk lykkes med alle tre dele uden for alvor at falde igennem som pladespiller. Den er ikke den bedste pladespiller, du kan købe for 1.799 kroner (229 euro). Men den er uden tvivl en af de sjoveste.
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.