Elektronik

Honor har bygget årets vildeste mobil: Kameraet kravler ud af telefonen

Honor Robot Phone gemmer en motoriseret gimbal i kamerabumpet. Den kan følge dig, filme stabilt og koster fra knap 10.000 kroner i Kina.

honor

Hvis du synes, at mobiltelefoner efterhånden ligner hinanden lidt for meget, har Honor et temmelig effektivt modargument. Robot Phone er nemlig ikke endnu en sort glasplade med tre kameraer stukket fast på bagsiden. Her kan hovedkameraet bogstaveligt talt kravle ud af telefonen på en lille motoriseret arm og forvandle mobilen til noget, der mest af alt ligner en DJI Osmo Pocket, som har slugt en Android-telefon.

Og det er ikke længere bare et koncept. Robot Phone er blevet lanceret i Kina og er nu en rigtig mobil, man faktisk kan købe. 

ET KAMERA MED SIT EGET LIV

Stjernen er et 200 megapixel hovedkamera med en stor 1/1,28-tommer sensor og blænde på f/1,6. Kameraet sidder på en mekanisk tre-akset gimbal, der kan foldes ud af telefonens bagside og dreje uafhængigt af selve mobilen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at kameraet kan holde billedet stabilt, mens du går eller løber, vende sig mod dig til selfies og automatisk følge en person, der bevæger sig gennem billedet. Kameraet kan desuden styres fra skærmen og lave automatiske panoreringer.

GSMArena, der har prøvet telefonen, beskriver stabiliseringen som den bedste, de hidtil har oplevet i en mobiltelefon. Til gengæld havde personsporingen lidt sværere ved at holde fast i motivet i menneskemængder. 

Det hele gemmes bag en lille skydeklap, når kameraet ikke bruges. Smart nok – men måske også Robot Phones mest oplagte akilleshæl. Både GSMArena og Android Authority bemærker, at konstruktionen omkring den bevægelige mekanik føles mere sårbar end på en almindelig telefon. 

ARRI HAR VÆRET MED PÅ SIDELINJEN

Honor har samtidig allieret sig med ARRI, der normalt bygger kameraudstyr til filmproduktion snarere end Instagram Stories.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Robot Phone understøtter blandt andet ARRI LogC3-optagelse, LUT-farveprofiler og en særlig filmtilstand. Tanken er altså ikke kun at lave et sjovt motoriseret kamera, men at gøre mobilen til et mere seriøst værktøj til videooptagelse. 

Den bevægelige gimbal er heller ikke alene. Telefonen har yderligere et 200 megapixel periskopkamera med 2,7 gange optisk zoom samt et 50 megapixel ultravidvinkelkamera. 

Det er med andre ord ikke megapixel, Honor har sparet på.

HELLER IKKE RESTEN ER KEDELIG

Under motorværket sidder Qualcomms Snapdragon 8 Elite Gen 5, og batteriet er på hele 7.060 mAh. Det kan lades med 120 watt gennem kabel og 50 watt trådløst. Skærmen er en relativt kompakt 6,31 tommer LTPO OLED med op til 120 Hz. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Al den mekanik har dog en pris på badevægten. Robot Phone vejer 248 gram og er 9,59 millimeter tyk. Det er temmelig meget for en telefon med en skærm på blot 6,31 tommer. 

Og Honor har ikke nøjedes med at lade kameraet filme. Den indbyggede YOYO-AI kan bruge gimbalen til at følge brugeren under videoopkald, reagere med bevægelser og sågar få kameraet til at “danse” til musik. Om det er nyttigt eller bare herligt fjollet, må være op til den enkelte.

BILLIG ER DEN naturligvis IKKE

I Kina koster Robot Phone 9.999 yuan med 12 GB RAM og 512 GB lager, mens topmodellen med 16 GB RAM og 1 TB koster 12.999 yuan. Det svarer med dagens valutakurs til cirka 9.775 og 12.700 kroner direkte omregnet. 

MERE OM SAMME EMNE:

Honor sælger foreløbig telefonen officielt i Kina. Producentens internationale lancering omtaler ganske vist en kommerciel udrulning, men Honor har endnu ikke annonceret dansk pris eller salgsstart.  Uanset om Robot Phone viser sig at være fremtidens mobilkamera eller en teknologisk blindgyde, er den i det mindste noget, som mobilmarkedet har manglet længe:

Artiklen fortsætter efter annoncen

En telefon, der ikke ligner alle de andre.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER: