[dropcap]D[/dropcap]et indflydelserige site DxOMark, der tester kameraer, har haft den nye iPhone XS Max på testbænken og skriver, at det er “et af de bedste mobilkameraer, vi nogensinde har testet”. Den nye iPhone ryger ind på en andenplads over bedste mobilkameraer overhovedet, men den kan ikke slå Huaweis tre-kamera-monster P20 Pro, der stadig ligger ensomt i toppen af listen. Sitet har kun testet Xs Max-modellen, men da kameraet i iPhone XS er identisk, forventer sitet samme kvalitet fra “lillebror”.
DxOMark fremhæver især en hurtig og præcis autofokus, men giver også iPhone XS Max-kameraet ros for evnen til at fange detaljer, en god farvemætning og for eksponeringen af motivet.
“Overordnet er billedkvaliteten virkelig god. Ud over god billedkvalitet i stærkt lys, er iPhone XS Max-kameraet også meget pålideligt og fanger konsekvent gode resultater skud efter skud. Autofokussystemet er blandt de bedste, vi har testet, og billeder skudt i Apples portrættilstand viser meget god motivisolering,” skriver anmelderen.
Artiklen fortsætter efter annoncen



