Apple iPhone XS Max

Apples nye iPhone XS Max er den største og bedste iPhone nogensinde. Men find den helt store pung frem!

På vores YouTube-kanal kan man finde videoanmeldelser for både iPhone XS Max, Apple Watch Series 4 LTE og meget mere. Husk at abonnere, hvis du gerne vil se flere videoer fra os fremover.

iNPUT anbefaleriPhone XS Max har – uden sammenligning – den største skærm nogensinde på en iPhone. Det er da også den klart største forskel på den og iPhone XS som vi anmeldte i går. Max koster da også 1.000 kr. mere for fornøjelsen af den større skærm – om det så er pengene værd i forhold til at der er 0,7″ at komme efter er en anden sag. For mange vil det være fint – for nogen er det de sidste 1.000 kr. der får bægeret til at flyde over i forhold til prisen. Men hvad får du så for dine knap 10.000 kr.? En ovenud lækker telefon.

 

Design der stadig holder

Selv om designet på de nye iPhones er helt identisk med sidste års telefoner føles iPhones XS Max alligevel… Ny. Størrelsen gør altså virkelig en forskel, og der er ingen tvivl om, at Max er en anderledes oplevelse at have med i… Jeg ville have sagt lommen, men den er altså godt nok ret stor, så det er nok mere tasken – i hvert fald, hvis du er en pige. Til gengæld er der nu blevet plads til en helt ny farve i sortimentet – noget, der ligner en blanding af guld og rosenguld. Det er en smagssag om man kan lide den specifikke farve, men den vil helt sikkert appellere til nogen og ikke til andre – men den kommer også i de sædvanlige farver sort og hvid. (Eller Spacegrey og Silver, hvis man synes det giver mening.)

Byggekvaliteten er i sædvanlig stil helt i top, og Max virker bundsolid. Min forrige X’er var krakeleret på bagsiden (uvist af hvad, den var aldrig ude af sit cover så jeg opdagede det ikke.) Ifølge Apple selv er det den mest solide type glas nogensinde på en mobil – men om det er rigtigt er svært at sige efter blot fire dages test – og jeg må indrømme, at jeg har ikke voldsom lyst til at smide en iPhone XS Max til 13.000 kr. på gulvet for at teste det.

 

Verdens hurtigste processor

iPhone XS Max har, ligesom XS, fået den nye A12 Bionic processor, der er designet af Apple selv. Og der er ingen tvivl om, at den slår ALT hvad vi tidligere har målt.

Model Single-core Multi-core
iPhone XS Max 4.823 11.508
iPhone XS 4.788 11.156
iPhone X 4250 10.514
OnePlus 6 2.444 9.099
HTC U12+ 2.388 9.131

Faktisk er XS Max i vores målinger lidt hurtigere end XS. Det er egentlig en smule underligt fordi de to telefoner er identiske. Der er selvfølgelig variationer indenfor samme model, men forskellen er dog her ret markante.
Under alle omstændigheder er der ganske enkelt ingen vej udenom: Apples A12 Bionic er den hurtigste processor i en mobiltelefon nogensinde. I næste måned kommer Huawei med deres nye Kirin processor, der også er bygget på 7nm teknologi, men om den når op på siden af A12 er tvivlsomt – så her halter Android altså stadig en smule efter iPhone.
Men hvordan mærker man så hastigheden? Svaret er ikke så ligetil, for langt de fleste vil nok ikke kunne sætte en finger på præcis hvad det er, der føles hurtigere, men XS Max føles bare alligevel hurtigere. Apps åbnes en lille smule hurtigere, og animationerne virker også en smule mere flydende. I hvert fald kan jeg konkludere, at iPhone XS Max føles som den hurtigste telefon jeg nogensinde har brugt.

 

Stor skærm uden kompromisser

Apple er kendt for at tage Samsung eller LG skærme og tune dem, så de leverer endnu mere end hvad producenten egentlig selv har kunnet presse ud af dem. Godt nok er skærmen på eksempelvis Note 9 mindst lige så god, men nok trods alt ikke meget bedre. Men Apple har en rigtigt god evne til at balancere farverne og opnå noget der ligner farveægthed – hvilket gør det behageligt at se især billeder og video på skærmen.

Apple har tilføjet HDR i op til flere formater – blandt andet Dolby Vision. Men selv med en skærm på 6,5″ synes jeg ikke, det reelt betyder ret meget for kvaliteten af videoafspilning. I forvejen var de foregående generationer rigtigt gode til at afspille video i en fænomenal kvalitet, og HDR tilføjer simpelthen bare ikke så enormt meget ekstra.

 

Alt i alt er skærmen her den bedste skærm nogensinde på en iPhone – så meget er sikkert. Og OLED teknologien leverer virkelig optimalt på iPhone XS Max.

Forbedret kamera

På bagsiden finder vi et dobbeltkamera – ligesom på sidste års

Normalt ville man ikke kunne se mange detaljer i den mørke del af billedet. Det kan man her. (Tryk på billedet for stor version)

model. Der er dog sket et par ændringer. Først og fremmest er HDR funktionen blevet en hel del bedre – hvilket faktisk er ganske tydeligt. Tager man billeder i omgivelser med meget forskelligt lys i billedet er der virkelig tydelige detaljer. Så mange, at billedet faktisk kan virke en smule fladt – men det kan heldigvis fikses efterfølgende i den rigtigt gode software.

Bokeh effekten har også fået et hak op – her er det nu muligt at ændre på, hvor meget baggrunden skal være uskarp. Den er samtidig blevet en lille smule klogere – omend der stadig er masser af plads til forbedring, for eksempelvis hår bliver alt for ofte blandet sammen med baggrunden.

Frontkameraet har fået OIS – optisk billedstabilisering. Hvis du er typen der laver selfies eller selfievideo er det en ret vigtig opdatering, for det gør virkelig en forskel.

Batterilevetid som en Plus model

iPhone XS Max har væsentlig bedre batterilevetid end hvad jeg kunne presse ud af den iPhone X jeg tidligere brugte. Ikke sådan at forstå, at batterilevetiden er hidtil uset, men den svarer nogenlunde til, hvad vi så med iPhone 8 Plus og en del bedre end iPhone XS. Ved “normal” brug ender jeg på at kunne komme igennem en dag med ca. 25% tilbage på batteriet. Det er i hvert fald en del bedre end den panik der oftest opstod hen imod kl. 16 hver dag da jeg brugte iPhone X. Desværre er der jo en tendens til, at batteriet degenerer over tid, så de 25% “buffer” får nok hurtigt ben at gå på. Men i hvert fald er batterilevetiden bedre end både iPhone X og XS og nogenlunde på linie med iPhone 8 Plus, hvilket nok er det bedste man kan håbe på med dagens teknologi. Vi ved endnu ikke, hvilket batteri der egentlig sidder i telefonen – for det siger Apple ikke, og ingen har endnu haft muligheden for at skille telefonen af og kigge efter.

Hvor er hurtigopladeren?

Peter Ryming kritiserede i sin anmeldelse af iPhone XS at der ikke fulgte en hurtiglader med i kassen, og den kritik tilslutter jeg mig uforbeholdent – og på Max er det måske endda endnu værre, fordi den er endnu dyrere. Hvis man giver 13.000 kr. for en telefon bør man altså ikke skulle smide flere hundrede oveni for at få en oplader der kan levere mere end 5Watt. Jeg kunne i øvrigt også godt have tænkt mig, at Apple endelig havde skiftet til USB C i denne generation – omend jeg godt er klar over, at det også ville afføde kritik. Til gengæld græder jeg mig ikke i søvn over manglen på en 3,5mm dongle – for bluetooth headsets er simpelthen bare langt mere praktiske i sammenhæng med en telefon. Og den koster i øvrigt ikke mange basseører, så hvis man endelig har brug for den er det ikke en enorm investering. Men opladeren? Kæmpe fejl, Apple. Kom med den næste gang.

Vent… Er det prisen?

Næsten 13.000 kr. koster iPhone XS Max når den er maxet helt ud (hø, hø). Det er jo helt vanvittigt mange penge for en mobiltelefon. Godt nok har topmodellen hele 512GB hukommelse, så der er plads til alt hvad du overhovedet kan få lyst at lægge på den, og filmer du meget 4K video er det slet ikke så skørt at have 512GB hukommelse. Men 13.000 kr. er stadig rigtigt mange penge. Ikke desto mindre er det den bedste telefon, Apple nogensinde har lavet, og eftersom iPhone XS jo ikke er blevet dyrere end forgængeren er dette et tilvalg som man kan lave eller lade være. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at iPhone XS Max er en fabelagtig telefon, så har du råd og er du til iOS er det det bedste, du kan købe for pengene.

Skulle du være på markedet efter en telefon der er større en XS er det jo også en mulighed at vente på XR, der kommer engang i næste måned. Den er lidt mindre end Max, men har til gengæld næsten de samme features – men også med små minusser. (Husk at give os et like på Facebook så du får besked når vores anmeldelse er online!)

Skal, skal ikke?

Hvis du har eksempelvis en iPhone 6 eller 7 Plus og er du på jagt efter en opgradering, er dette helt sikkert telefonen for dig. Du får endnu mere skærm uden at telefonen bliver større – udover selvfølgelig alle de andre fordele du får med iPhone XS Max. Har du en 8 Plus eller for den sags skyld en X’er skal du være helt sikker på, at den ekstra skærmstørrelse er meget vigtig for dig, for forbedringerne fra forrige generation er ikke enorme, og prisen er altså som sagt ret voldsom.

Under alle omstændigheder er det ikke svært at konkludere, at iPhone XS Max er den bedste telefon på markedet nu. Og den dyreste. Så er det jo op til dig…

Apple iPhone XS Max

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: fra 9.799 kr.

iPhone XS Max er en fantastisk telefon, der dog også sætter helt nye standarder for, hvor meget en mobiltelefon kan koste. Men hvis du vil have den største og bedste telefon fra Apple nogensinde er det her, du skal smide de mange penge.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.