LAS VEGAS: Lenovo har udvidet sin serie af intelligente enheder med Smart Clock, der er lavet i samarbejde med Google. Som navnet mere end antyder er Lenovo Smart Clock et intelligent ur, der skal bruges i soveværelset. Det vil hjælpe dig med at slappe af om aftenen og starte den næste dag optimalt ved at spille din favoritmusik eller podcast, fortælle dig om vejret og dine kalenderaftaler. Og med indbygget Google Assistant kan uret naturligvis også bruges til at betjene dit intelligente hjem hjem – både via stemmestyring og via den 4 tommer store trykfølsomme IPS-skærm.

Ved at koble Lenovo Smart Clock sammen med intelligent belysning, kan uret sættes til at tænde langsomt for lyset en halv time inden alarmen går, ligesom alarmen vil udløse en morgenrutine, der både fortæller dig om dagens vejr, dine kalenderaftaler og opgaver og trafiksituationen mellem dit hjem og din arbejdsplads.
Lyden kommer fra en indbygget full range 6 watt højttaler, der ifølge Lenovo ”snildt kan fylde et stort soveværelse med lyd”. Smart Clock har endda indbygget multirumsfunktionalitet, så den kan integreres i eksisterende opsætninger – og den har Chromecast, så musik kan streames til tv’et eller andre højttalere ved hjælp af stemmekommandoer.
Artiklen fortsætter efter annoncen

