Tesla Model Y er kommet og Elon Musk viser endnu engang, hvorfor Tesla er en af tidens mest spændende bilfabrikanter – på trods af evige kriser og kontroverser. Fra scenen i Teslas hovedkvarter i Californien afslørede Musk i nat dansk tid Model Y; en SUV der deler omkring tre fjerdele af sine dele med Model 3 sedan. Men Y’eren er større, med tre sæderækker og plads til syv passagerer.
Fire varianter
Tesla har planer om at lancere Model Y i fire varianter. Den store “Performance”-udgave, der forventes at være i handelen i efteråret 2020, går fra 0 til 100 km/t på brutale 3,5 sekunder og har en rækkevidde på 280 miles – 450 kilometer. Den får en prislap på 60.000 dollars – altså markant billigere end Model X og en snas billigere end den mindste af S-modellerne. Men dyrere end den største af Model 3 varianterne.
Der kommer også en “Long Range”-udgave med en rækkevidde på 490 kilometer (47.000 dollars) og en Dual Motor AWD (51.000 dollars). De kommer også begge i efteråret 2020. Og så er der naturligvis en “Standard Range”-udgave, der dog først kommer i foråret 2021. Den skulle kunne køre 370 kilometer på en opladning, have en tophastighed på knapt 200 km/t og en acceleration fra 0 til 100 på 5,9 sekunder.
Artiklen fortsætter efter annoncen




