Den sidste måned har været et mareridt for Huawei og nu begynder det at gøre rigtig ondt på den kinesiske gigant. Firmaet forbereder sig på et fald på voldsomme 40 til 60 procent i internationale smartphone-forsendelser i år – og kineserne overvejer simpelthen at droppe lanceringen af Honor 20, skriver Bloomberg, der citerer folk der er ”bekendt med sagen”.
Honor 20 sættes til salg i flere europæiske lande på fredag den 21. juni, men Huaweis ledelse vil overvåge lanceringen nøje og sørge for at afbryde leveringerne, hvis telefonen sælger lige så dårligt, som forventet, hævdes det i artiklen.
Situationen er uheldig for Huawei, der de seneste år har stormet op ad salgslisterne, så de nu kun overgås af Samsung i antallet af solgte telefoner. Apple har de overhalet for længst. I april måned satte firmaet eksempelvis rekord, med en markedsandel på 23 procent af det danske smartphonemarked.
Artiklen fortsætter efter annoncen

