Generelt er vi vant til, at Sennheiser leverer en rigtigt god kvalitet når det kommer til deres lydprodukter – senest testede vi deres soundbar, der – selvom den var ekstremt dyr – alligevel scorede en fantastisk karakter, for den leverede en oplevelse, der var bedre end noget andet vi har hørt i klassen. Nu har vi fået fingre i deres nyeste headset, Sennheiser Momentum 3, og selv om der absolut er et par skønhedsfejl, er der ingen tvivl om, at de leverer en rigtigt god lydoplevelse. Og så har de i øvrigt et par ekstra tricks i ærmet, som gør dem endnu mere attraktive.
Byggekvalitet i top
Sennheiser Momentum 3 lugter langt væk af kvalitet – både indpakningen og selve byggekvaliteten virker eksklusivt, omend jeg gerne ville have haft en hård opbevaringsboks i stedet for den bløde stofpose der ikke beskytter headsettet særligt godt. Til gengæld er selve headsettet absolut solidt nok til, at det kan klare de fleste tæsk. Designet er pænt uden at skille sig ud – det er noget mere maskulint end for eksempel B&O’s H9,
Let betjening
Knapperne på Momentum er tydeligt markeret, og der er ikke noget touch – kun rigtigt gode knapper i et mat gummi det er let at trykke på. Momentum kobles meget let til (og er i øvrigt usædvanligt hurtige til at genetablere forbindelsen) og forbindelsen er stabil – også over ganske store afstande. I min treværelses lejlighed kan jeg frit bevæge mig over det hele og holde forbindelsen. En fin detalje er, at hovedtelefonerne slukker strømmen når de foldes sammen – så hvis man husker det, holder de strøm længe. Faktisk holder batteriet uden problemer ca. 12-13 timer med ANC tændt – uden har jeg fået op til 20 timer.
Artiklen fortsætter efter annoncen

