Energistyrelsen afholder i dag den første og anden fase af frekvensauktionen, hvor TDC Net A/S, Hi3G Denmark ApS og TT-Netværket P/S, der er Telia og Telenors fælles infrastrukturselskab, kan byde på frekvenser i de fem frekvensbånd: 1500 MHz, 2100 MHz, 2300 MHz, 3,5 GHz og 26 GHz.
Specielt 3,5 GHz er spændende, da det frekvensbånd er blevet identificeret af EU som et af pionerbåndene til udrulning af 5G i Europa. Det betyder, at vinderen af båndet vil være forpligtet til at udrulle tjenester hurtigere og bredere i Danmark, end markedet vil gøre af sig selv. Energistyrelsen har tidligere udstedt midlertidige tilladelser i 3,5 GHz-frekvensbåndet til forsøg med 5G.
Der stilles også dækningskrav i 2100 MHz-frekvensbåndet, der skal sikre bedre dækning i nogle områder, hvor der er i dag opleves dårlig mobildækning. Dækningskravet skal dermed forbedre oplevelsen generelt for de borgere, der bor, arbejder og færdes i områderne, herunder også for turister, oplyser Energistyrelsen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

