Anmeldelse: Little Nightmares er Tim Burton på syre

Little Nightmares føles som en genindspilning

For ‘Little Nightmares’ føles vitterlig som et remake af ‘Inside’. Tænk David Finchers film ‘The Girl with the Dragon Tattoo’: ganske glimrende, men originalen var bare bedre og stadig så frisk i erindringen, at et remake føltes som en smule overkill.

‘LN’ er dog på ingen måde et ringe spil, og med en kæmpe overvægt (bogstavelig talt) af atmosfære, frygt og mysterier formår det at genskabe em smule af den magi, som gjorde ’Inside’ til noget helt særligt.

Tim Burton på syre

Uden forhistorie eller forklaring vågner hovedpersonen Six (jeg har googlet mig til navnet) i en kuffert for derefter at begive sig ud i det gyngende ukendte. Iført en gul regnjakke og udstyret med en lighter er det nu hans/hendes opgave at flygte fra dette ’Gordon Ramsays køkkenmareridt’.

‘LN’ er et sideskrollende platformspil kombineret med 3D-elementer, hvor gameplayet er centreret omkring gådeløsning.
Men hvor Inside tog udgangspunkt i en dystopisk fremtid, så er ‘Little Nightmares’ verden mere bizar og grotesk.
Hele universet fremstår som ét langt syretrip, hvor du sidder i en båd bygget af Tim Burton, mens du ser Monty Python-animationer i udvaskede farver, spiser som svin, og i tågen bag dig kan du skimte en geisha, der sagtens kunne være mor til pigen fra ’The Ring’. Med andre ord er universet ret unikt og stemningsfyldt til bæltets bristepunkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et blidt mareridt

Men på trods af ovenstående beskrivelse så ’Little Nightmares’ ikke en tur i rædselskabinettet, og spillets titel er ikke særligt beskrivende, i forhold til hvad du som spiller går i møde.

Spillet gik oprindeligt under titlen ’Hunger’ – et navn, der passer meget bedre, for hele plottet er bygget op omkring sult, og hvordan denne sult tilfredsstilles ved at fortærer alt omkring én. Så hvis du forventer et horror-spil, vil du nok sidde pænt skuffet tilbage, når rulleteksterne rammer skærmen.

Frustrerende styring

Men hvis titlen ikke rigtigt giver mening ift. historien, så gør den det desværre når styring skal beskrives.
For når en 2D-platformer foregår i en 3D-verden, kan det være mere end svært at regne ud, hvordan man skal placere Six i forhold til fx spring.

Resultatet er en masse unødvendige dødsfald, der kunne tilgives, hvis de ikke betød, at man efterfølgende er tvunget til at gentage lange, ligegyldige passager for igen at nå frem til stedet, hvor du sidst mødte din skaber.
Og igen skal du så håbe, at du bedømmer springet rigtigt – ikke ift. timing, men ift. vinkel.
Dette betyder samtidig, at man ofte bliver i tvivl om, hvordan man kommer videre i spillet. For når man for femte gang styrter i døden i et desperat forsøg på at hoppe fra én platform til en anden, begynder man at lede efter nye løsninger – som ikke findes. Og når hoppet så endelig lykkes, sidder man mest tilbage med følelsen af indebrændt frustration.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og i modsætning til Playdeads perle fra sidste år, så mangler ’LN’ desuden også variation i gameplayet. Spillets gåder er simplet hen ikke udfordrende nok, og størstedelen af tiden handler det mest om at få din spilfigur fra A til B uden at blive fanget af et monster.

Kort ”fornøjelse”

Så på trods af at spillet er kort – undertegnede gennemførte på omkring 5 timer – når det hele at blive en smule ensformigt. Og når du først har gennemført er der på det gameplay-mæssige plan ikke de store incitamenter for at vende tilbage.

’Little Nightmares’ ender derfor som en oplevelse, der et godt stykke af vejen bliver båret frem af sit herlige univers. Og med en pris, der nok ikke vælter de fleste husholdningsbudgetter, kan det sagtens anbefales til folk, som gerne vil gå på opdagelse i et bizart spilunivers. Men folk, der lægger vægt på gameplay, eller som har spillet ’Inside’, vil ikke miste søvn over at gå glip af denne udgivelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen