Vil du gøre en Star Wars-fan glad til jul, så læg et eksemplar af konsolspillet Star Wars Jedi: Fallen Order under juletræet. Electronic Arts har fået gevaldige høvl for sine Star Wars-spil de seneste år, men denne gang har de ramt plet. Måske fordi, de har valgt at få lavet spillet ude af huset, hos Respawn Entertainment, der har bevist sit værd med Titanfall-serien.
I Jedi: Fallen Order spiller du rollen som Cal Kestis, en tidligere Jedi-lærling – Padawan – der efter udryddelsen af Jedi-ordenen i Star Wars: Episode III – Revenge Of The Sith er havnet som skrothandler på en rumskibskirkegård. Spillets handling foregår mellem Star Wars-filmene 3 og 4 – altså inden Luke, Leia og Han Solo gør deres entre i universet langt, langt borte.
I starten af spillet vækkes Kraften til live i Cal og han / du drager på en rejse, der både skal reetablere Jedi-ordenen og Cals forbindelse til Kraften, ved at besøge en række planeter for at lede efter artifakter.
Artiklen fortsætter efter annoncen








