Tekst afJacob Raith
Slå på munden-spil har i disse år fået en mindre renæssance. ’Mortal Kombat’, ’Tekken’ og ’Injustice’ nyder stor popularitet, så det er ganske naturligt, at Nintendo også ønsker at blive en del af tandbrækker-trenden.
Men Mario-firmaet ville ikke være sig selv, hvis deres bud ikke adskilte sig fra resten af slagsbrødrene. Og det gør det Switch-eksklusive ’Arms’ så sandelig.
Artiklen fortsætter efter annoncen
For de ovennævnte eksempler er præget af macho-stemning med blod og brækkede rygge som følge deraf. ’Arms’ har tværtimod en familievenlig og farverig stil, hvor alt der bare minder om realisme er fejet helt ind under bokseringen.
I stedet består spillet af 10 kæmpere – flere er på vej som dlc – der fremstår meget Nintendo-agtige: fjollede og ufarlige. Nogle af kæmperne satser på hurtighed, mens andre foretrækker råstyrke, og selv om udvalget ikke er stort, så er der god variation mellem de enkelte figurer.
’Arms’ er desuden et rent ’boksespil’, hvor det kun er kæmpernes arme, der er i brug.
Dog slutter sammenligningen med boksesporten næste også her, for Mikkel Kessler har fx aldrig kunnet gøre sine arme fem meter lange, og jeg har aldrig været vidne til en Lennox Lewis-kamp, hvor der pludselig blev kastet en bombe ind i ringen.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Så ’Arms’ er langt hen ad vejen et temmelig unikt fighting-spil, hvor selve titlen på spillet ret godt opsummerer, hvad du kan forvente: hæsblæsende og hektiske kampe mellem 2 eller 4 kæmpere, der alle har arme med en rækkevidde, der gør, at de aldrig vil opleve problemer ved at fx smøre solcreme på ryggen.
Det er skørt og i starten ret overvældende, fordi kampe kan fremstå som rent tilfældige slagudvekslinger. Men som altid – fristes man til at sige – har Nintendo tjek på spilmekanismerne, hvilket betyder, at man efter nogle kampe kan skimte fornuft midt i galskaben. Pludselig bliver blokeringer og kontraangreb en naturlig del af ens taktik, og røvfulde bliver uddelt fremfor at blive modtaget.
Styringen er en stor del af grunden til, at ’Arms’ kan fremstå pænt uoverskueligt for nybegyndere – især hvis du spiller med motion controls. Her holdes de to Joy Cons i hver sin hånd, hvorefter styringen minder meget om den, man kender fra Wii – slå fysisk ud i luften for at få din kæmper til at gøre det samme.
Men inden man lærer at mestre bevægelserne, flyver ens slag til højre og venstre uden at ramme modstanderne, og man forfalder hurtigt til at slå som en besat ud i luften bare for at lande en enkelt kæberasler.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Men med lidt træning og tålmodighed opdager man, at ’Arms’ faktisk tillader stor præcision i styringen, hvorefter kampene bliver mindre hektiske, mere taktiske og langt mere givende. Og når først venstre arm fyrer et lige slag af, der maskerer godnat-hugget, som sendes af sted med højre hånd, føles ’Arms’ som en meget givende spiloplevelse – også på motionskontoen.
Spillet kan også kontrolleres helt traditionelt med styrepind og knapper, men her følte jeg, at ’Arms’ mistede meget af sin charme og forfaldt til at blive en meget mere stiv oplevelse. Præcisionen fik dog et nøk opad, så mange spillere, vil måske foretrække denne løsning.
Udover selv styringen har hver de 10 kæmpere også forskellige handsker, der inden kampene kan monteres på deres arme. Vælg mellem bl.a. boksehandsker eller laserpistoler for at sammensætte den kombination, der passer bedst til din spilstil og samtidig er et godt modtræk til modstanders opsætningen. Valget af handsker tilføjer endnu en dimension til spillets dybe og har stor betydning for, hvorvidt din stil bliver angribende eller forsvarerende.
Men før du kan værdsætte alle de taktiske finesser i ’Arms’ kræver det som sagt, at du giver dig god tid til at sætte dig ind i, hvordan du bedst uddeler lange håndmadder. Og her vil mange nok falde fra.
Artiklen fortsætter efter annoncen
For hvis perfektionering af din kampstil ikke har den store betydning for dig, vil ’Arms’ hurtigt blive et festeligt indslag, der samler støv i spilsamlingen. Nintendos nye kamphane mangler simpelt hen kilo ift. indhold, der kan sikre langtidsholdbarheden for spillerne, der blot ønsker en hurtig tur i ringen.
De 10 figurer kan udover at tæske hinanden til plukfisk også dyste i fx ’Arms’-versionerne af volleyball og basketball, men disse ekstra spilmodes bliver efter kort tid en smule gimmick-agtige uden væsentlig tyngde.
Du kan selvfølgelig altid hoppe online, men det kræver, at du er hårdhudet og kan klare et nederlag (eller 100), da verdens bedste ’Arms’-entusiaster ikke lader dig komme sovende til sejrene.
Det efterlader en farverig kæmpe, der i singleplayer-delen yder timevis og formidable modstand både fra computermodstanderne og dem du finder online. Two-player-delen kan desuden medføre nogle sindsoprivende, pulsøgende og tætte kampe foran tv-skærmen. Hvorvidt det er nok til at forsvare endnu et slag i pengepungen kommer meget an på ens kærlighed til genren.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.
