HTC har ikke haft det let de seneste år. Fra at have været nærmest helt forrest i bussen tilbage i smartphone æraens begyndelse må de nu se sig henvist til bagsædet sammen med Sony imens Apple, Kineserne med Huawei i spidsen og naturligvis Samsung har overhalet dem grundigt – i hvert fald på salg og markedsføring. Ikke desto mindre har HTC kæmpet en brav kamp, og har faktisk over årene produceret et par ret fantastiske telefoner (og et par kedelige). Nu har de så ladet kanonen med endnu et skud, kaldet HTC U11. Spørgsmålet er bare, om den bliver et hit. I første omgang skal det være en god telefon – men er det så det? Det simple svar er ja, det er en god telefon. Med meget små forbehold.
Glasdesign fungerer
HTC har egentlig mest været kendt for deres metaltelefoner, som med HTC One satte en standard for, hvordan en moderne Android telefon skulle se ud – noget som de fleste andre producenter i øvrigt har fulgt efter. Men med U11 har HTC valgt en helt anden tilgang – her er det ikke længere metal, men glas der er i fokus. Og det fungerer ualmindeligt godt. Telefonen er faktisk en af de pæneste vi har haft i hånden i meget langt tid. Vores testmodel er den grå (Der i øvrigt er svær at definere som grå, da den faktisk virker mere blå.) men vi har set alle farverne, og de er stort set allesammen ganske pæne – især den røde er ret vild, og det er faktisk svært at se, om den er rød eller gullig – alt efter, hvordan lyset rammer den. Det er nærmest magisk.
Forsiden af telefonen er naturligvis domineret af en stor skærm, men i det “klassiske” 16:9 format – ikke som vi har set fra Samsung og LG 18:9/18:10. Om man er til det er en smagssag – det gode ved HTCs tilgang er, at fingeraftrykslæseren er placeret under skærmen, hvilket alt andet lige er mere praktisk end det, Samsung og LG har måttet ty til, nemlig en fingeraftrykslæser på bagsiden.
Vores største umiddelbare anke ved designet er, at telefonens lækre bagside er en regulær fingeraftryksmagnet. Den bliver simpelthen helt utroligt fedtet meget hurtigt. Til gengæld er det fantastisk, at der ikke er et kamera “bump” på bagsiden.
Artiklen fortsætter efter annoncen

