Gadgets

HTC forsøger comeback med billig 5G-mobil

To nye smartphones fra mellemste hylde – den ene med 5G-forbindelse – skal få kunderne tilbage i HTC-butikken.

Husker du HTC? De var temmelig store en overgang, men er siden gledet langsomt ud af forbrugernes bevidsthed. Nu forsøger det taiwanesiske firma et comeback med to nye telefoner der kva bestykningen ligner noget fra mellemsegmentet. I første omgang i hjemlandet, men går alt efter planen, skal telefonerne være spydspids i at få restitueret brandet internationalt.

Det er to år siden, vi sidst har hørt fra HTC. Dengang lancerede firmaet den fine, men noget anonyme HTC U12+, som du kan læse vores anmeldelse af her. Senere udsendte HTC også den blockchain-baserede Exodus-telefon, som aldrig nåede ind på kundernes opmærksomhedsliste – og siden har der været stilhed fra firmaet.

 

De to nye telefoner, der skal få HTC tilbage, er begge fra mellemste hylde. Den ene er dog med 5G-forbindelse. Her et kort overblik:

HTC U20 5G

Hvis man kan tale om en topmodel, er det denne. Den er marginalt bedre bestykket end den anden nye model. U20’eren har Snapdragon 765G-chipset med 8GB RAM og 256 GB lagerplads. Den har som nævnt 5G-forbindelse – og et batteri på voldsomme 5.000 mAh med Quick Charge 4.0. Fronten domineres fuldstændigt af en 6,8-tommer stor LCD-skærm med et hul til 32 megapixel selfie-kameraet.

 

På bagsiden har U20’eren fire kameralinser; Et 48 megapixel hovedkamera, der flankeres af en 8 megapixel vidvinkelsensor, en 2 megapixel macrosensor og en 2 megapixel dybdesensor. Her er en reklamevideo fra HTC:

HTC Desire 20 Pro

Desire 20 Pro har en lidt mindre 6,5-tommer LCD-skærm, der brydes af et 25 megapixel selfie-kamera. Kamera-opsætningen på bagsiden er identisk med U20 5G. 

 

Bag skærmen gemmer sig et Qualcomm 665-chipset og 6GB RAM, men uden 5G-forbindelse og med bare 128 GB lagerplads. Både Desire 20 Pro og U20 5G kan dog udvides med et MicroSD-kort. Ligesom U20’eren har denne model et potent 5.000 mAh batteri – men dog kun Quick Charge 3.0.

Priserne på de to telefoner er endnu ikke annonceret, men bedømt ud fra komponenterne er der tale om mobiler i mellemklassen. 

HTC Desire 20 Pro.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.