Puyo Puyo Tetris er rendyrket ADHD-Tetris

Det lidt mindre berømte ‘Puyo Puyo’ er løst fortalt en samling slimklatter i forskellige farver, der skal sættes sammen i kæder af mindst fire ensfarvede klatter, for derefter at få dem til at opløses. Hvis du samtidig kan få flere kæder til at gå i opløsning samtidig, sikrer du flere point.

I og for sig en meget let øvelse, men den er uhyggeligt svær at mestre. Læg dertil at ’Puyo Puyo Tetris’ også kombinerer de to puzzle-former. Dvs. at ’kampene’ i spillet kan skifte mellem ’Puyo Puyo’ og ’Tetris’ eller være en blanding af de to, hvor du i samme spil skal have styr på både slimklatter og byggepladser. Hektisk er en meget god betegnelse for disse dele af spillet.

Stress og afhængighed

Et andet sted, der virker hektisk, er historien i singleplayer-delen. Så japansk, så hyperaktiv og så tåbelig at man må gå ud fra, at kun er de mest inkarnerede fans af den epilepsi-fremkaldende, pangfarvede manga-stil, der gider at læse sig frem til, hvad der foregår.

Jeg fandt frem til, at der var nogle rumvæsener, nogle skolepiger og en eller anden form for konflikt, men efter kort tid skal jeg ærligt indrømme, at jeg skippede henover samtlige af spillets talebobler – et eller andet tåbeligt fantasidyr sagde lyde, jeg er næsten 40, nok sagt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og hvis grafikken og historien ikke er stressende nok, kommer lyden heldigvis og sender én helt ud over klippen. Japansk 80’er synth brager af sted, modstanderne skriger underlige catchfrases, og skærmen blinker og ryster. Dette er på mange måder ‘A Clockwork Orange’-version af ’Tetris’.

Vanedannende

Men sluk for musikken og se bort fra grafikken og så bliver det umuligt at ikke anderkende spillets vanedannende natur. For ’Puyo Puyo Teris’ indeholder den der ’jeg skal lige prøve én gang til’-følelse, der gør, at man hurtigt kan investere mange timer i forsøget på at udvikle sine evner. Samtidig er der som skrevet tonsvis af forskellige spil-modes at give sig i kast med, så der går længe, inden man træder vande.

Modstandere fra helvedet

Den lokale multiplayer-del fungerer også glimrende, hvor op til fire spillere kan deltage på samme tid. Og hvis modstanderne er på niveau med hinanden, kan det give nogle nervepirrende dyster, hvor hjernens og fingrenes hurtighed virkelig bliver testet.

Men hvis der ikke en modstander klar i din stue, har du også muligheden for at gå online for at dyste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her dog ét stort problem: Jeg har altid været ok til fodbold – jeg kunne følge med på mit niveau – men hvis jeg en dag pludselig blev skiftet ind i en kamp mellem Real Madrid og Barcelona, vil der gå omkring 30 sekunder før alle på stadion ville buhe af mig og efterfølgende ville træneren hive mig fra banen igen. Sådan føles det at spille online i ‘Puyo’.

Tid til træning

Aldrig har jeg fået så hurtige og store klø online, og for de fleste nybegyndere vil udfordringen formentlig virke helt uoverkommelig. Når ens modstandere bedst kan betegnes som ’Tetris’-savanter, kræver det tusindvis af timer i træningslejr, før du har en chance mod Rain Man og resten af hans crew.

Og hvis denne anmeldelse ikke havde holdt mig til ilden, havde jeg kastet håndklædet i ringen allerede efter de første prygl.

Men hvis du har evnerne eller tiden til at opbygge disse (vi taler om intet arbejde og socialt liv), så vil kampene på den globale scene sørge for udfordring fra øverste hylde.

Og hvis du er fan af puzzle-genren, så kan ’Puyo Puyo Tetris’ sagtens anbefales på baggrund af dets enorme indhold og langtidsholdbarhed. Bare du ved, at der også venter skrigende farver, gakkede historier og stressfremkaldende lyde.