Efter en softwareopdatering er lydkvaliteten ved samtaler også blevet helt okay – og jeg har stadig til gode at få brok fra modtageren af opkald, når jeg taler i Beoplay EX. Det er et ganske godt tegn. Lyden ved opkald er dog stadig en smule metallisk, også efter softwareopdatering, men jeg føler alligevel at kvaliteten er acceptabel.
Betjening kræver tilvænning
Hvert eneste headset på markedet virker som om, det har sin helt egen betjening. Beoplay EX betjeningen er for så vidt okay, men det kræver lidt tilvænning – især hvis du for eksempel kommer fra AirPods. Alt betjenes via de to trykfølsomme områder på siderne af de to enheder. Det kan i sig selv være lidt en udfordring, for man ved ikke helt, hvornår man reelt har trykket på noget – og selv om der er feedback via en lille lyd, kan det være svært at finde ud af, om man har “ramt rigtigt”. Efter et par dages brug bliver det lettere, men det er svært at kalde det rigtigt intuitivt. Jeg må sige, at jeg simpelthen bare bedre kan lide en fysisk reaktion som man eksempelvis får på AirPods Pro og Jabra Elite 7, hvor et lille klik bekræfter, at man har trykket på noget. Til gengæld vænner man sig til det og faktisk ER touchinterfacet ganske præcist, og generelt fungerer det fint efter noget tilvænning.
Halvsløj støjreduktion – med de rigtige gels
Egentlig var jeg, efter de første par dage med EX klar til at give dem hug for dårlig støjreduktion – der var simpelthen en sløj effekt, og selv ved højeste indstilling virkede det nærmest ikke overhovedet. Jeg prøvede at skifte imellem de forskellige gels, for ANC kræver at der er lukket ret godt af udadtil. Det virkede stadig ikke – hverken med medium, large eller small (som jeg dog heller aldrig har brugt med andre headsets.) Til sidst prøvede jeg simpelthen en large og en medium i henholdsvis højre og venstre øre, hvilket virkede… (!) Jeg har aldrig prøvet, at et sæt i en given størrelse ikke har virket for mig, men lige præcis med dette headset er det altså tilfældet, og det beviser bare at man skal være endog meget omhyggelig med at vælge de rigtige gels – det betyder utroligt meget for oplevelsen!
Med de rigtige gels på plads ændrede tingene sig. ANC fungerer nu stort set på samme niveau som eksempelvis AirPods Pro, der leverer en fin oplevelse. En tur på gaden gav en mærkbar dæmpning af især de dybe lyde. I toget får man også fred til at tage sig en lille lur uden at blive forstyrret af togets rumlen.
Artiklen fortsætter efter annoncen