Tilbage da fladskærms-tv’et blot var en fremtidsdrøm havde Panasonic en ganske stor spiller på tv – og de fastholdt til dels den plads da plasmatv’et blev opfundet. Men da først Sydkoreanerne fra Samsung og LG kom godt op i omdrejninger blev de store traditionelle mærker – heriblandt Panasonic – helt sat. Og de seneste mange år har de levet i skyggen af koreanerne. Men faktisk laver Panasonic stadig nogle helt glimrende fjernsyn. Og EX700 er et af de fjernsyn, der leverer noget nær den bedste kvalitet for hver surt sammensparede krone du smider efter det.
Diskret design
Et tv i dag er ikke meget andet end en tynd ramme rundt om billedet – og så en stand. Panasonic har valgt en sølvfarve, der faktisk er ganske pæn og diskret – og kun brudt af et meget lille logo midt under billedet. Foden virker også ret diskret og ikke nær så bastant som flere af de andre producenter har vist på deres nye tv. Bagsiden er dog ikke just smuk, og skal fjernsynet stå ude i rummet må du leve med en grim bagside – Panasonic er ikke som både Samsung og LG begyndt at tænke over, at bagsiden af et tv også bør være pænt.
Dødt operativsystem
For et par år siden var Panasonic den eneste store producent, der hoppede med på Firefox OS til smart tv. Det viser sig nu at have været en rigtigt dårlig ide, for Mozilla der udvikler Firefox, har simpelthen droppet at fortsætte udviklingen af styresystemet. Derfor har Panasonic nu valgt selv at videreudvikle på systemet, der i øvrigt nu er omdøbt til My Home Screen. Eftersom de nu er de eneste, er det højst usansynligt at det nogensinde bliver godt. Udviklerne vil formentlig ignorere det, da det har alt for lille markedsandel til at kunne være interessant at bygge apps til. I forvejen mangler der vigtige apps som eksempelvis HBO og Cmore. Og det er ikke sikkert, at de nogensinde kommer, ligesom opdateringer af de apps der ligger på platformen formentlig også vil være allerbagerst i køen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

