×
Fladskærme & streaming hardware

Anmeldelse: Samsung Q90R QLED TV

Kan Samsungs nyeste fladskærm få bugt med de sidste QLED svagheder?

I flere år lå Samsung væsentligt efter LG på high-end TV fronten, hvor LG med deres OLED teknologi gav baghjul til de konkurrerende koreanere. Men med sidste generation indhentede Samsung LG’s forspring på (næsten) alle måder, og nu prøver de med deres QLED teknologi at overhale LG indenom. Q90R som jeg har haft til test et rigtigt godt bud på en topmodel, der leverer både rigtigt gode farver, godt sortniveau, næsten perfekt betragtningsvinkel og et OS der fungerer bedre end det meste andet på markedet. Så missionen er lykkedes.

Lidt tykkere design

OLED fjernsyn fra LG er pænt tynde – og deres W-serie er jo nærmest umulige at se fra siden. Det kan man ikke sige om Samsungs Q90R, der stikker et stykke ud fra væggen. Køber man det rigtige vægophæng hænger den dog helt fladt indtil væggen, så selv om tv’et ikke er enormt tyndt, ser det alligevel ikke dumt ud. Personligt mener jeg ikke det er en katastrofe overhovedet, men for den meget krævende minimalist er det selvfølgelig noget, man skal tage stilling til. Vælger man konkurrentens helt flade løsning, skal man dog være opmærksom på, at der kommer en helt utroligt klodset soundbar med i løsningen, og så er det måske lettere at “leve” med Samsungs løsning.

Til gengæld har Samsung en genial løsning til at føre strøm og signaler fra væggen og kilder til fjernsynet; et enkelt, meget tyndt, kabel går fra en boks hvortil man så sætter både strøm og diverse bokse man måtte eje. På den måde kan alt det “grimme” gemmes grundigt af vejen.

Fjernbetjeningen er for så vidt fin nok til det, den skal kunne – men jeg bliver aldrig fan af at lave specielle knapper til specielle tjenester på fjernbetjeningen. Jeg kan fint undvære en dedikeret Netflix knap og eventuelt selv programmere de funktioner jeg har brug for i knapper beregnet til det, hvis det endelig er at jeg vil have forskellige “special-knapper”. Samtidig så jeg egentlig også gerne, at Samsung gjorde bare en smule mere ud af fjernbetjeningen, der virker en smule billig når man tager prisen på TV’et i betragtning.

Et intelligent tv – på flere måder

Jeg har tidligere kritiseret LG for at deres WebOS er en smule “poppet” – noget med en voldsom farvelade og små pipfugle på kryds og tværs. Det har Samsung aldrig rigtigt haft, og i de seneste år er deres brugergrænseflade blot blevet bedre og bedre – og pænere og pænere.

Nu bruger jeg godt nok normalt bare en Chromecast og et Apple TV i stedet for Smart TV funktionaliteten, men Samsung har alligevel formået at overbevise mig om, at jeg langt hen ad vejen sagtens kan bruge deres smart tv, for det er både hurtigt og velbygget, og apps kører fuldstændigt gnidningsfrit på det.

TV’et genkender let alle kilder og tilpasser sig til dem – jeg behøver ikke navngive hverken Xbox eller Apple TV, det klarer tv’et selv. Setup guiden er simpel og hurtig, og det hele kører bare fornuftigt. Imponerende nok behøver man faktisk ikke fedte meget med fjernsynet efter opsætning; Q90R indstiller sig selv efter rummet, og det er faktisk en ganske imponerende autofunktion, for jeg har ikke mange fingre at sætte på hvordan billedet står efterfølgende. Det tror jeg ikke er sket før med dette tv.

Der er masser af apps at vælge imellem, og i løbet af maj kommer også Apples iTunes, hvilket vil give bunker af lækkert 4K indhold i virkelig god kvalitet, og eftersom apps kører totalt flydende er det virkelig ved at være der hvor man reelt kan droppe de forskellige bokse der sidder bundet til OneConnect boksen.

God balance i lyset

Samsung tweaker tydeligvis løs på deres topmodeller og Q90R leverer uovertruffen balance – især taget i betragtning, at det er en baggrundsbelyst skærm. Ifølge rygterne (Samsung siger det ikke selv) har Q90R ca. 500 zoner – altså områder, der kan lyse skærmen op bagfra. Det lyder måske ikke af så meget for et tv på 65″ i 4K opløsning, men det er lykkedes for Samsung at lukke af så jeg simpelthen ikke er i stand til at se nogen form for “halo” rundt om lyse objekter på en sort baggrund – hvilket ellers altid har været LED fjernsyns efter min mening største svaghed; de kunne vælge imellem en dyb sort med ret tydelig “halo” rundt om lyse objekter eller – endnu værre – de kunne prøve at skrue ned for lysstyrken for at kompensere for effekten. Men ligemeget hvor meget, jeg har kigget så har jeg ikke kunnet spotte den mindste lysudblødning fra lyse objekter på Q90R. Bevares, det var rigtigt godt på forrige generation, men nu har Samsung perfektioneret det, og jeg vil ikke længere kunne spotte forskellen på Samsung Q90R og de bedste af LG’s OLED tv.

Farver der er “ægte”

Et sted hvor Samsung har været forrest i årevis er på farverne. OLED leverer egentlig okay farver, men Samsungs QLED teknologi er bare en tand bedre, og med Q90R får de endnu et hak op.

Jeg har sammenlignet direkte med Q9F fra sidste år – side om side – og generelt virker farverne på den nye skærm en smule mere “ægte”. Q9F har et lidt varmt skær som jeg egentlig godt kan lide, men på Q90R virker det hele bare en anelse mere naturligt. Og skal jeg vælge, vil jeg trods alt foretrække det, der kommer tættest på virkeligheden.

Kan nu også ses fra siden

En enkelt svaghed ved sidste års topmodel var betragtningsvinklen. Sad man skråt for tv’et blev farver og kontrast væsentligt forringet. Det har ændret sig, og det er lykkedes Samsung at få betragtningsvinklen udvidet så meget, at jeg simpelthen skulle helt ud og se tv’et fuldstændigt fra siden før der reelt var forvrængning i farverne, og sort forbliver sort. I forhold til, hvor stort et minus dette har været tidligere, holdt op imod konkurrentens OLED, så er der ikke andet at sige end at problemet nu er løst et hundrede procent, og her har OLED heller ikke længere en fordel.

Opgraderer lavere opløsninger

Hvis man ser på et almindeligt tv-signal – altså ikke noget fancy 4K blu-ray eller lidt mindre fancy 4K Netflix, så klarer Q90R sig også aldeles glimrende. Den nye processor gør et fantastisk job med at få alt til at se nogenlunde ud som om det er 4K. Især når man ser 720p tv – jeg har ikke adgang til SD, men mit gæt er, at det er en om muligt endnu vildere forskel, hvis du er uheldig nok til at måtte leve med sådan et sløjt signal.

Lyd i mellemklassen

Egentlig synes jeg godt, lyden i Q90R kan kaldes “god” – i hvert fald i sammenligning med meget af det andet, jeg har hørt fra andre producenter. Ikke desto mindre synes jeg godt, der kunne have været lidt mere dybde i lyden, når man tager tv’ets tykkelse i betragtning – der bør simpelthen være plads til fornuftige højttalere. Ved film, hvor bassen er det allervigtigste, virker lyden ind imellem lidt hul. Men det er stadig ikke decideret dårligt – og i sidste ende måske alligevel ligemeget for langt de fleste, fordi man ikke køber et tv i denne kaliber uden at være klar med pengene til at købe noget bedre lyd end det indbyggede alligevel. Håber jeg da.

Imponerende tv – hvis du har pengene

Sidste år var jeg ganske imponeret af Samsungs topmodel. Men med 2019 udgaven tager de det til nye højder, og Q90R kan ikke bare konkurrere med OLED – den overgår det på flere områder. Og så er der, naturligvis, også (meget små) svagheder. Men selv hvis jeg tager prisen på de 27.990 kr. (65″ udgaven som vi har testet her) i betragtning, er det stadig et rigtigt godt tv til prisen, omend netop prisen naturligvis sorterer mange fra. Men mængden af kvalitet og teknologi du får for pengene er altså god nok til, at jeg ikke kan andet end at anbefale Samsung Q90R – hvis du har pengene.

Samsung Q90R

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 27.990 kr.

Selv til en pris der ligger oppe i nærheden af 30.000 kr. er Samsungs Q90R et fantastisk tv til prisen. Både farver, sortniveau og betragtningsvinkel er i en klasse for sig - og det siger ikke så lidt.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.