Computere og tilbehørUltrabooks

Apple MacBook 12″ (2015)

Indrømmet, vi var skeptiske da vi så præsentationen af den nye MacBook. Er den hurtig nok? Og kan en enkelt USB C port virkelig gøre det? Svarene på de to spørgsmål venter vi lidt med, for de er ret afgørende.

Det første vi skal kigge på er det, der gør den nye MacBook til lidt af en drøm; designet. Den ligner en skrumpet MacBook Air 13”, og når man ved, hvor lille en MacBook Air er, så er det i sig selv lidt af en bedrift. Bevares, den er, som konkurrenterne meget hurtigt påpegede, hverken den mindste eller letteste computer i verden, men helt ærligt – det bliver altså ikke meget pænere end MacBook’en. Linierne er rene, der er nærmest ingen synlige samlinger undtaget den ene i bunden af computeren, og i det hele taget er det en computer, der oser af kvalitet.

Endelig Retina skærm på en ultrabook

Apples Air modeller har endnu til gode at få Retina Display – det kommer helt sikkert med næste generation – men det efterlader os altså med kun denne ene ultrabook fra Apple med den højtopløselige skærm. Men det har været tiltrængt, og vi kan næsten ikke få armene ned over kvaliteten. Selv i højt solskin kan man faktisk se, hvad der foregår, farverne står utroligt, og generelt er skærmen i en liga langt over, hvad de fleste af konkurrenterne kan præstere. De 12” er nok til langt de flestes brug, og kommer man fra en 13” vil man godt kunne mærke forskellen, men det er ikke et stort problem.

Nyt tastatur og trackpad gør det godt

For at gøre den nye MacBook så tynd, har Apple måttet arbejde med helt nye måder at lave både tastatur og trackpad. Tastaturet har fået knapper, der ikke er nær så høje som på Apples andre modeller, hvilket betyder at det er en ganske anden oplevelse at skrive på tastaturet. Det er dog ikke så svært at vænne sig til, at knapperne ikke bevæger sig nær så meget som eksempelvis på en MacBook Pro, og denne anmeldelse er skrevet på MacBook’en – og det skal siges, at det efter en tilvænning faktisk bliver muligt at skrive med langt færre slåfejl.

Trackpad’en var vi ret skeptiske overfor. I modsætning til tidligere, er der ikke en fysisk ”klik”-funktion. Det vil sige, at man faktisk ikke trykker en knap ned, når man trykker ned i bunden af trackpad’en. Apples nye teknologi er dog en fuldblods erstatning, og vores skepsis er gjort aldeles til skamme; det virker simpelthen ufatteligt godt, og man kan endda trykke i flere ”lag” – forstået på den måde, at når man eksempelvis trykker knappen ned på forward-funktionen i videoafspilleren får man først et enkelt klik – trykker man lidt hårdere, får man et mere, og bliver man ved får man yderligere et. Det føles rent faktisk som om, man trykker ”ned” i niveauer, og samtidig spoler man hurtigere og hurtigere i videoen. Det er aldeles genialt, og fungerer helt efter hensigten.

Er den hurtig nok?
Det var spørgsmålet, vi stillede os selv, da vi første gang så MacBook’en blive præsenteret. Dens Intel Core M processor med enten 1,1 GHz eller 1,2 GHz er ikke just kendt for at være hurtige. Når vi kører Geekbench finder vi da også ud af, at den lille maskine ikke har stort mere kraft på processoren end eksempelvis en iPad Air 2. Men, underligt nok, gør det faktisk ikke noget. I daglig brug er computeren nemlig hurtig nok til stort set alt hvad man kan bruge en maskine i den kaliber til; den klarer snildt videoafspilning (Ikke i 4K, men fuld HD er overhovedet ikke et problem), og alle de normale kontorapplikationer kører helt uden problemer. Selv Photoshop afvikles stabilt, om end man sagtens kan mærke forskel på MacBook’en og MacBook Air – og især Pro. Ikke desto mindre er ydelsen absolut godkendt.

3D ydelsen via Intels HD5300 grafikkort er ikke noget at skrive hjem om; den klarer snildt at skubbe alle pixlerne op på skærmen (Og der er en del på en Retina skærm), men forvent ikke, at du kan spille noget som helst. Selv ret gamle og meget lidt krævende 3D spil kan stort set ikke køre. På den anden side – der findes vel ikke så mange derude, der kunne finde på at købe en ultrabook og forvente at kunne spille de nyeste spil… Vel?

Porten til helvede

Nu kommer vi så til det, der for mange kan være en dealbreaker – det ville i hvert fald være det for mig, hvis dette skulle være min eneste bærbare computer – der er kun en enkelt port på siden af den lille maskine. Apple har valgt at satse udelukkende på en USB C port, der godt nok er en ny standard vi formentlig vil se på stort set alle computere i fremtiden – men lige nu er der nærmest kun denne ene computer, der understøtter den. Vi kan sagtens se argumentet; flere porte ville have betydet en større maskine, og det var netop det, Apple ikke ville bygge. Men når man udelukkende har en enkelt port, der skal bruges til ALT, både opladning og forbindelse til mus, tastatur, skærm, printer, eksterne harddiske og så videre, ja så bliver det altså meget hurtigt meget irriterende. Godt nok er det meste i dag forbundet trådløst, men der er stadig rigtigt mange ting, man normalt tilføjer via (Den gamle) USB – men det er altså ikke muligt uden brug af en adapter, som så i øvrigt ikke følger med i kassen, men som koster 159 kr. Vil du have en multi-adapter, der klarer HDMI, USB og strøm på samme tid – ja, så må du smide 679 kr. Seriøst, Apple?

En fantastisk computer – for nogen

MacBook er lækker. Den er lille. Den er ektremt bærbar. Og den er hurtig nok til at de fleste vil kunne bruge den som deres eneste computer. Men skal du redigere video eller spille selv ældre spil, eller bruger du ofte masser af tilbehør, ja så er det altså ikke her, du skal kigge hen.

Vi gætter på, at en opdatering af Air-serien er nært forestående (Læs: Efteråret), og der vil dine bønner måske blive hørt; En ultrabook fra Apple, hvor der ikke bliver gået på kompromis med ydelse eller forbindelsesmuligheder, men hvor man stadig får det lækre Retina Display. Og formentlig endda til en pris, der ikke er højere end de, ret hampre, 11.299 kr. du skal give for selv den sløveste udgave af MacBook’en.

 

Apple MacBook 12

7.3

Design

10.0/10

Funktion

7.0/10

Ydelse

6.0/10

Pris

6.0/10

Grunde til at købe:

  • Design
  • Trackpad
  • Skærm

Grunde til at undgå:

  • Mangler forbindelsesmuligheder
  • Ydelsen ved tunge opgaver
Tags

Back to top button

Tillid og gennemsigtighed er vigtigt for os.

Vi benytter cookies. Det er en lille tekstfil, der husker dine indstillinger, så du får en bedre oplevelse på sitet. Når du klikker dig videre til siden accepterer du, at vi benytter disse cookies til at indsamle anonyme data om dine aktiviteter på sitet og dele dem med vores samarbejdspartnere. De data kan bruges til at målrette annoncer til dig. Du kan læse mere om dette i vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Privacy Settings saved!
Cookieindstillinger

Når du besøger iNPUT oprettes der små kodetumper, der gemmer og henter anonyme data, på din enhed – såkaldte cookies. Her kan du styre hvilke cookies du vil modtage.

Disse cookies er nødvendige for at få websitet til at fungere og kan ikke slås fra i vores systemer.

For at bruge dette website kræves følgende tekniske cookies aktiveret.
  • wordpress_test_cookie
  • wordpress_logged_in_
  • wordpress_sec

Bruges af chatsystemet Disqus til at huske brugerens login på tværs af sites.
  • __jid

Af performancemæssige årsager bruger vi Cloudflare som CDN netværk. Dette bruger cookien "__cfduid" af sikkerhedsmæssige grunde. Denne cookie er nødvendig og kan ikke deaktiveres.
  • __cfduid

Decline all Services
Accept all Services