×
Gadgets

Rygte: Næste Apple Watch bliver en større opgradering

Søvntracking, iltmåling og TouchID er på vej til Apple Watch Series 6

Den seneste version af Apple Watch, Series 5, var ikke just en enorm revolution; egentlig var det mest muligheden for at have urets skærm “tændt” altid så man kan se hvad klokken er, der var den store nyhed. Men det lader det til, at Apple vil lave om på fra næste version, kaldet Series 6, der skulle komme til efteråret – hvis corona tillader det.

Endelig søvntracking

Den nok mest efterspurgte funktion i Apple Watch har været muligheden for at måle søvnkvalitet – noget som rigtigt mange små trackere og sportsure har haft i årevis. Men da Apple Watch aldrig har haft en batterilevetid der har tilladt det ikke at skulle oplades en gang i døgnet har det ikke været praktisk muligt at tilføje det til Apples version af et smartwatch – i hvert fald ikke før nu, ifølge medierne The Verifier (link er til hebraisk site) og YouTube-kanalen iUpdate. Ifølge dem skulle det næste ur nemlig få et betydeligt bedre batteri, og vil derfor kunne tracke søvn hvis brugeren beholder det på om natten.

Måler iltindhold i blodet

En anden funktion, der har været rygter om tidligere, bekræfter de to medier også; at Apple Watch Series 6 skulle få mulighed for at tracke iltindhold i blodet. Det vil betyde at uret vil kunne advare om for lav iltning, hvilket kan være en alvorlig sundhedsrisiko.

Touch ID

Den nye version af uret kan få sin egen udgave af TouchID – men ikke i skærmen. I stedet skulle fingeraftrykslæseren blive placeret i kronen. Dermed slipper man for at taste sin kode ind, hver gang man tager uret på. Det skulle også få wifi 6 og LTE i stedet for wifi 5 og 3G. Og endelig skulle det komme i en ny version der er en blanding af plastik og keramik.

Apple Watch Series 6 skulle, hvis ellers ikke Apple flytter det på grund af coronavirus, blive lanceret sammen med iPhone 12 til september, men vi får formentlig flere af funktionerne i de nuværende ure ved en softwareopdatering til watchOS 7 på WWDC (World Wide Developer Conference) i juni. Apple har i år lavet konferencen til et rent online event.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.