AnmeldelseGamingTastaturer og mus

ASUS ROG Claymore

ASUS ROG Claymore er et solidt gamertastatur til den seriøse gamer

Det første der springer i øjnene, når Asus ROG Claymore tilsluttes computeren er de mange farver, der farer henover tastaturet. Det er lir, men det kan også en masse andet

Solid indpakning med et solidt produkt

Hvis vi starter med indpakningen, så kommer tastaturet solidt indpakket i en formstøbt skumform, hvor tastaturet og det medfølgende numpad tastatur ligger separat. Derudover er der et usb-kabel og en fløjlspose til transport. Tastaturet er solidt bygget af en kraftig aluminiumsoverflade med det maya-inspirerede mønster, som går igen på mange af deres produkter. Nederst på tastaturet er et oplyst ROG-logo, hvis man skulle være i tvivl om, hvem der har lavet det. Under tastaturet er der to gummidutter, der sørger for, at det står solidt på bordet, og så er der to fødder, der kan justere højden.

 

Amoury-softwaren gør det let at styre tastaturet

ROG Claymore har Asus’ cherry MX RGB knapper, og det er et fuldblods mekanisk tastatur. På tastaturet kan man via funktionsknappen skifte mellem fem lys-profiler, men det er helt klart nemmest at styre det gennem Amoury-softwaren, hvor man også kan justere farverne på hver enkelt knap. Softwaren er rimelig enkel, og når man er derinde, kan man sætte hver profil op, alt efter hvilket spil man spiller. Jeg har fx forskellige profiler i Battlefield 1, Diablo 3 og World of Warships, og når jeg åbner det enkelte spil, skifter tastaturet automatisk farver til det pågældende spil. Det synes jeg er ret fedt, da jeg ikke bruger de samme knapper i alle spil. Derudover er det muligt at indstille hver enkelt knap på tastaturet i den farve, man kunne ønske sig.

 

Der er virkelig mange kombinationsmuligheder med farverne, og hvis man ikke vil have det til at ligne et provinsdiskotek, kan man også bare vælge én fast farve til knapperne. Jeg foretrækker det sidste, da det er virkelig forvirende, når alle knapperne bare kører derudaf i de millioner af farver, som tastaturet kan vise.

I softwaren kan man også indstille sine makrotaster, så man via et enkelt tryk på knappen kan få den til at lave flere kommandoer på én gang. Hvis man har andre ROG produkter, kan man også synche farverne op, så de følges ad. Jeg har i øjeblikket også ROG Pugio-musen, så jeg har sørget for, at farverne følges ad på de to enheder, og det ser meget godt ud.

Hvis man er lidt nørdet, og man gerne vil se, hvor mange gange man trykker i minuttet, er der også en optagefunktion i programmet, hvor man kan teste de klassiske FPS-knapper og se, hvor mange gange man trykker pr minut i spil. Det er dog ikke så vigtigt for mig, men funktionen er der for dem, der vil lave noget statistik over, hvor hurtigt de trykker.

 

Numpad-tastatur er aftageligt

Noget af det jeg synes, Asus gør rigtig med det her tastatur, er, at man kan afmontere Numpad-tastaturet. Jeg har ikke det største skrivebord og med andre tastaturer, kan det være en udfordring at have plads til det. Jeg bruger stort set aldrig numrene i siden, så for mig er det bare godt, at jeg har muligheden for at fjerne dem, så jeg har mere plads til at placere keyboardet, som jeg gerne vil have det. Hvis man derimod bruger numrene, kan man selv bestemme, om det skal sidde i venstre eller højre side. Igen får man her selv muligheden for at få det, som man vil have det.

Et virkelig hurtigt tastatur

Som tidligere nævnt, så er ROG Claymore et fuldblods mekanisk tastatur, og det er altid et spørgsmål om religion, om man er til Membran- eller mekaniske taster. Fordelen ved de her mekaniske taster, er, at de er vanvittig hurtige. Det oplever jeg særligt i spillene, hvor jeg reagerer meget hurtigt ved lette tryk på knapperne. Det viser sig dog også at være en udfordring, når jeg skal skrive på det. Det er et godt tastatur at skrive på, og man kan skrive meget hurtigt. Men på grund af de hurtige taster, oplever jeg ofte, at jeg kommer til at skrive dobbelte bogstaver, da tastaturet allerede reagerer, når knapperne bliver trykket halvt ned. Det giver nogle udfordringer, da jeg dermed laver en del tastefejl. Men jeg tror også med mere tilvænning, kan man skrive virkelig hurtigt derpå.

Hvis man vælger at tage det med på kontoret, skal man bare være opmærksom på, at det nok ikke er alle, der synes, det er lige så fedt som dig. Lyden fra tasterne vidner om, at de er mekaniske, og det lyder som en forfærdeligt hakkebræt, når man skriver på det. Men i spil er det uovertruffen, og det lever op til alle de krav, man måtte have som seriøs gamer.

 

Prisen afspejler kvaliteten

Som så meget andet så koster kvalitet også penge. Men jeg må dog erkende, at jeg synes, at ROG Claymore er en tand for dyrt. Hele 1600 kroner skal der lægges, hvis man vil have det fulde tastatur med det tilhørende numpad-tastatur. Hvis man kan undvære numrene i siden, findes der også en mindre udgave, der hedder ROG Claymore Core, og det kan fås til ca 1200 kroner. Og når man kommer ned i 1200 kroner, synes jeg, at man får rigtig meget for pengene. Der findes mange tastaturer, der er billigere, men hvis man er typen, der vil have et virkeligt hurtigt tastatur og have hundrede procent kontrol over funktionerne og farverne, er det bare et rigtig godt valg.

Ydermere har man også mulighed for at overclock CPU, overclock RAM og starte i BIOS direkte fra tastaturet – noget som den seriøse gamer vil sætte pris på.

 

Konklusion

ASUS ROG Claymore er et rigtig godt tastatur. Aluminiumsoverfladen og de mange muligheder for at tilpasse det efter egne behov vidner om, at det er solidt og bygget til den seriøse gamer. Prisen er dog også derefter, men hvis penge ikke er et problem, og man bare vil have noget af det bedste på markedet, skal man bare ud og investere i det. Ellers findes der også den billigere udgave ROG Claymore Core, hvor man får alle funktionerne, men hvor man bare ikke får numpad-tasterne med.

 

 

Asus ROG Claymore

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

1600,-

Et rigtig godt tastatur, der lever fuldt op til den seriøse gamers krav til indstillingsmuligheder. Prisen afspejler dog også kvaliteten af keyboardet.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.