Et nyt samarbejde mellem den tyske kemigigant BASF og den kinesiske batteriproducent WeLion har sendt chokbølger gennem elbilbranchen. De to virksomheder oplyser, at de i laboratoriet har udviklet et solid-state batteri med en energitæthed på hele 824 Wh/kg. Det er et niveau, der ligger langt over, hvad selv de mest avancerede elbiler bruger i dag – og som i teorien kan ændre både rækkevidde, vægt og design af fremtidens elbiler.
Til sammenligning ligger mange af nutidens elbilsbatterier under 200 Wh/kg, og allerede det regnes som højt. At nå over 800 Wh/kg er derfor et kvantespring – men også et gennembrud, der skal tages med et forbehold. Batteriet eksisterer foreløbig kun som et laboratorieresultat og er ikke klar til serieproduktion eller montering i rigtige biler.
WeLion er ikke et ubeskrevet blad i elbilverdenen. Virksomheden vakte tidligere opsigt, da den leverede såkaldte semi solid state-batterier til Nio, som muliggjorde en rækkevidde på op mod 1.000 kilometer efter den kinesiske kørecyklus. Det nye batteri går et skridt videre og anvender udelukkende fast elektrolyt – en teknologi, som mange ser som den hellige gral for fremtidens batterier, fordi den kan give højere energitæthed, bedre sikkerhed og potentielt hurtigere opladning.
Artiklen fortsætter efter annoncen

