I går skrev vi om et amerikansk firma der arbejder på at lave batterier af diamant – og i dag har vi beskrevet hvordan Elon Musks Tesla har udviklet en ny type celle der muliggør en billigere elbil og øger rækkevidden betragteligt på eksisterende. Og der ER virkelig gang i forskning og udvikling af batteriteknologi, melder Patent- og Varemærkestyrelsen nu også.
Masser af nye patenter
Antallet af patentansøgninger inden for batteriteknologi slår nemlig alle rekorder lige nu. Teknologikapløbet er i fuld gang, men Europa halter efter Asien. Antallet af nye patentansøgninger inden for batterier og opbevaring af elektricitet er steget med 14 pct. årligt fra 2005 til 2018. Det viser nyt studie fra Det Europæiske Patentkontor (EPO) og Det Internationale Energiagentur (IEA).
Bedre batteriteknologi er vigtigt
Bedre og billigere batterier er afgørende for, at flere vil få mulighed for at købe en elbil og for alvor sætte gang i den grønne transport. Studiet viser bl.a., at den stærke udvikling af batterier og anden opbevaring af elektricitet har gjort teknologien mere moden og medført en masseproduktion, der har sænket priserne på fx batterier til elbiler med 90 pct. siden 2010. Fortsætter den udvikling, vil det gavne danske forbrugere og virksomheder med behov for elektriske produkter, samtidig med at det i endnu højere grad vil bidrage til den grønne omstilling.
Artiklen fortsætter efter annoncen

