×
TeknologiTophistorie

Dating-apps får skovlen under App Store

I Holland er Apple dømt til at betale bøder på 37 mio. kroner om ugen, indtil de åbner for alternative betalingsløsninger for Dating-apps.

Modstandere af Apples betalingssystem og ‘App Store-skatten’ har vundet en sejr i Holland. Landets myndigheder har nemlig besluttet, at Apple skal gøre det muligt for dating-apps at omgå App Store-betalingssystemet. Apple har fået to måneder til at lave ændringen.

Det er de hollandske forbrugermyndigheder, ACM, der har truffet afgørelsen. Er ændringerne ikke gennemført inden for de to måneder, skal Apple betale en ugentlig bod på 5 milllioner euro – 37 milioner kroner. Dog maksimalt 50 millioner euro (370 mio. kroner).

“Nogle app-udbydere er afhængige af Apples App Store, og Apple udnytter denne afhængighed. Apple har et særligt ansvar på grund af sin dominerende stilling. Derfor skal Apple også tage app-udbydernes interesser alvorligt og stille rimelige betingelser. Det er det, vi tvinger Apple til at gøre med denne ordre. At beskytte mennesker og virksomheder mod misbrug af markedsmagt i den digitale økonomi er en af ​​vores vigtigste opgaver,” forklarer Martijn Snoep, der er bestyrelsesformand for ACM.

Der er ikke nogen forklaring på, hvorfor det lige er dating-apps, der skal fritages for tvang til at benytte Apples betalingsystem. Men det skyldes sandsynligvis at en af disse har kørt en prøvesag i Holland.

I tråd med amerikansk afgørelse

Apple skal tilpasse betingelserne for adgang til den hollandske App Store for dating-apps. De skal også kunne bruge andre betalingssystemer end Apples betalingssystem i App Store. I den sammenhæng skal dating-app-udbydere også have mulighed for i deres apps at henvise til betalingsmuligheder uden for appen.

Den hollandske myndigheds beslutning falder helt i tråd med en amerikansk dom, der faldt tidligere i år i Epic Games-sagen. Her besluttede dommer Yvonne Rogers, at Apple ikke længere måtte forbyde udviklere at omdirigere brugere til tredjeparts betalingssystemer. Den afgørelse er dog blevet anket af Apple, der derfor kan fortsætte sin praksis indtil sagen er endeligt afgjort – og det kan snildt tage adskillige år.

Det vides ikke om Apple også vil anke den hollandske beslutning – eller om ACM vil udvide beslutningen til at omfatte andre typer af apps. Under alle omstændigheder viser den hollandske beslutning, at Apples praksis under hård beskydning fra alle kanter.

Apple har endnu ikke kommenteret beslutnigen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.