Microsoft opgiver kampen mod ChromeOS

Microsoft har opgivet at følge med ChromeOS i kampen om skolebørnene – Windows 11 SE får dødsstødet og efterlader Googles styresystem som ubestridt konge af klasselokalet.

Efter fem år med krampagtige krumspring og skolevenlige laptops har Microsoft nu endegyldigt kastet håndklædet i ringen i forsøget på at konkurrere med Googles ChromeOS. Windows 11 SE – Microsofts tilpassede styresystem til billige skolecomputere – får ingen fremtid. Det bliver hverken opdateret med årets store Windows 11-opdatering, 25H2, eller noget som helst andet efter oktober 2026.

Det fremgår af et supportdokument, som Microsoft stille og roligt har lagt ud – uden store fanfarer – og som først blev fanget af tyske Dr. Windows. Her slås det fast, at både softwareopdateringer, teknisk support og sikkerhedsrettelser til Windows 11 SE stopper om lidt over et år.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

“Din enhed vil fortsat fungere, men vi anbefaler, at du skifter til en anden udgave af Windows 11 for at sikre fortsat support og sikkerhed,” skriver Microsoft.

En historie fyldt med nederlag

Windows 11 SE var Microsofts seneste skud i bøssen i forsøget på at kapre skolemarkedet fra Chromebooks. Et marked, Google nærmest har haft monopol på, takket være et simpelt styresystem, lave priser og nem administration.

Men Microsoft har forsøgt sig før – og fejlet før. Først med Windows 8.1 with Bing i 2014, som skulle lokke producenter med billigere licenser, hvis de bare lod Bing være standard. Senere med Windows 10 S i 2017, hvor målet var at gøre det nemmere for skole-IT-folk ved kun at tillade apps fra Microsoft Store. Det blev hurtigt til S Mode, som heldigvis kunne slås fra.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

I 2021 kom så Windows 11 SE. Et styresystem udviklet fra bunden til skoler. Alt var skrabet ned til det mest nødvendige for at køre glat på billig hardware. Filer blev automatisk gemt i OneDrive, standardfunktioner i Windows var fjernet for at undgå distraktion, og skoleadministratorer kunne let styre installationer via Microsoft Intune.

Men på trods af visionerne – og hardware som Microsofts egen Surface Laptop SE – fik Windows 11 SE aldrig luft under vingerne. Det blev kun installeret på en håndfuld billige skolebærbare og var aldrig tilgængelig som download for almindelige brugere.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Hvad skal skoler så stille op med deres Windows 11 SE-maskiner? Det har Microsoft ikke meldt klart ud om endnu. Og hvad skal de købe i stedet? Et godt gæt er en almindelig Windows 11-pc – eller endnu mere sandsynligt: En Chromebook.

Med aflivningen af Windows 11 SE kan Google endnu en gang notere et point på scoreboardet. Microsoft har ganske enkelt ikke knækket koden til at matche Chromebooks på brugervenlighed, pris og enkel administration.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.