Det har været en kostbar affære at være blandt dem, der købte en næsten ny elbil i 2022. Ifølge AutoUncles fulde analyse af værditabet er den gennemsnitlige pris på de undersøgte elbiler faldet fra 460.700 kroner i 2022 til 224.500 kroner i 2026. Det svarer til et fald på 51 procent eller cirka 4.900 kroner om måneden gennem fire år. Til sammenligning er benzinbilerne i undersøgelsen faldet fra 278.600 til 187.800 kroner, svarende til 33 procent og omkring 1.900 kroner om måneden. Ser man i stedet på medianmodellen, har den typiske elbil mistet 52 procent af værdien mod 32 procent for benzinbilen.
Alle elbilerne har fået store hug
Analysen omfatter 22 elbilmodeller og 16 benzinmodeller fra årgang 2022, som AutoUncle har fulgt model for model frem til 2026. Alle 22 elbilmodeller har mistet mindst 46 procent af deres værdi, og spændet er overraskende lille. Mini Cooper SE klarer sig bedst med et fald på 46 procent, mens Hyundai Kona Electric ligger i bunden med 56 procent. VW ID.4 har mistet 54 procent, Tesla Model Y 53 procent og Skoda Enyaq iV 52 procent. Benzinbilerne varierer langt mere og ligger mellem 18 og 44 procent i værditab. VW Polo har eksempelvis mistet 18 procent, Hyundai i10 25 procent og VW T-Roc 32 procent, mens Renault Captur med et fald på 44 procent ligger tættere på elbilerne.
Forskellen kan heller ikke umiddelbart forklares med, at elbilerne i undersøgelsen ganske enkelt var dyrere biler. AutoUncle har særskilt set på modeller, der i 2022 kostede mellem 260.000 og 400.000 kroner. Her har elbilerne mistet 53 procent af værdien, mens benzinbilerne har mistet 33 procent. Elbilerne har ganske vist også kørt lidt længere. I 2026 står de i gennemsnit med omkring 66.000 kilometer på tælleren mod 57.500 kilometer for benzinbilerne. Men AutoUncle vurderer ud fra egne data, at de ekstra kilometer kun kan forklare mindre end to procentpoint af den samlede forskel på 19 procentpoint mellem de to biltyper.
Artiklen fortsætter efter annoncen

