×
Teknologi

Facebook satser stort på Augmented Reality

Apple er ikke den eneste virksomhed, der arbejder seriøst med Augmented Reality – teknologien som udvider virkeligheden med et digitalt lag af indhold. Selvom Google Glass blev et flop, viser projektet, at Google allerede for flere år siden så muligheder i AR. Og med HoloLens er Microsoft også forlængst hoppet med på vognen.

Og ja, de mange sjove/tåbelige Snapchat-filtre, der kan få dig til at ligne en påskehare eller noget andet skørt, er også en slags Augmented Reality.

Facebook kopierer allerede skamløst Snapchats AR-funktioner både i Instagram-app’en, i Facebook-app’en og sågar i Messenger-app’en. Men det er kun begyndelsen, for AR bliver fremtidens vigtigste teknologi, mener Facebook. Derfor åbner firmaet nu op for, at tredjepartsudviklere kan tilføje AR-oplevelser til kamerafunktionerne i alle Facebooks apps. Det afslørede firmaets grundlægger og topleder, Mark Zuckerberg, i går på Facebooks årlige F8 udviklerkonference.

Med AR skal brugerne kunne blande det digitale og det fysiske på nye måder, sagde Zuckerberg, og selvom de nye funktioner til at begynde med fortsat vil begrænse sig til Snapchat-lignende grafik, så vil den nye Camera Effects platform på længere sigt kunne betyde døden for mobiltelefonen, som vi kender den i dag.

Se hele verden gennem Augmented Reality-briller

Zuckerberg forestiller sig nemlig, at din smartphone om nogle år er erstattet med et par helt almindelige briller, som lader dig se enhver form for digitalt indhold i et lag oven på den fysiske virkelighed.

Sådanne AR-funktioner kommer snart til dine Facebook-apps. Foto: Facebook

“Vi kommer ikke til at have brug for et fysisk TV. Vi kan købe en TV-app for $1, placere det på væggen og se på det dér,” sagde Zuckerberg i et interview, han gav til avisen USA Today, og fortsatte:

“Det er rent faktisk ret fantastisk at tænke på, hvor mange af de fysiske ting, vi har, som slet ikke behøver at være fysiske.”

Vil du se hele den 1 time og 17 minutter lange F8 keynote, kan du gøre det her.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.