Nu er der mulighed for at køre sin Mercedes-Benz ud i terrænet. Eller bare skræmme sine medtrafikanter i lyskrydset. Mercedes-Benz har præsenteret den elektriske udgave af deres G-klasse. Med fire individuelle elmotorer har Mercedes-Benz G 580 endda endnu bedre terrænegenskaber end sine søskende-modeller med konventionelle drivlinjer, lover tyskerne.
G 580 har den klassiske silhuet med det kantede, ikoniske, design, og den er bygget på samme type chassis som alle forgængere siden premieren i 1979. Her er konstruktionen dog modificeret og forstærket med henblik på også at kunne rumme den elektriske drivlinje.
Bilen kan klare stigninger på op til 45° og sidehældninger på 35°. Vadedybden er 15 centimeter højere end på modeller med forbrændingsmotor og tæller hele 85 centimeter, mens selve frihøjden er 25 centimeter.
Artiklen fortsætter efter annoncen



