×
Elbiler

Dansk forpremiere på Volkswagen ID.3 i næste uge

Nysgerrige sjæle kan få stillet deres trang, når Volkswagen holder forpremiere på elbilen ID.3 i København fra den 13. til den 20. januar.

Fra på mandag kan nysgerrige sjæle komme helt tæt på den nye elbil Volkswagen ID.3. Tyskerne har nemlig arrangeret en forpremiere i København. I en uge vil bilen være udstillet i en såkaldt pop-op store på Strøget i hovedstaden.

ID.3 er den første elbil baseret på Volkswagen-koncernens nyudviklede MEB-platform, der er designet specifikt til elbiler. Volkswagen har kolossale forventninger til bilen, som de håber vil indvarsle en tredje storhedstid for VW efter boblen og Golf.

Interessen for bilen har da også været stor. I maj måned blev der åbnet for pre-booking af specielversionen ID.3 1ST mod et depositum, og efter blot 72 timer var alle biler reserveret. Siden da er interessen for og ventelisten på ID.3 vokset, fortæller Volkswagen.

ID.3’eren er kompakt som en Golf udenpå, men rummelig som en Passat i kabinen, fortæller firmaet. Bilen vil blive tilbudt med tre batteristørrelser på 45, 58 og 77 kWh, der leverer en rækkevidde på henholdsvis 330, 420 og 550 kilometer. Priserne for bilen starter ved 279.995 kroner.

Forpremieren er en kærkommen lejlighed til at få set bilen, der egentlig skulle være kommet ud til forhandlerne i forsommeren, men er blevet skubbet til august måned.

Den første og foreløbig eneste ID.3 i Danmark kan opleves i Volkswagens pop-up-store på Østergade 61, København, fra den 13. til den 20. januar. Åbningstiderne er kl. 12 – 20 på hverdage og kl. 10 – 18 i weekenden. Du kan læse mere om bilen hos Volkswagen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.