×
TeknologiTophistorie

Google går til angreb på Sonos

Google sætter nu hårdt mod hårdt, efter at Sonos i starten af året beskyldte Google for at stjæle teknologi fra højttalerproducenten.

Sonos hev i januar Google i retten med beskyldninger om at Google krænker fem patenter, der gør det muligt for trådløse højttalere at oprette forbindelse og synkronisere med hinanden. Sonos hævder, at Google løb med teknologien efter at selskaberne samarbejdede om at integrere Google Play Music i deres produkter.

Nu sætter Google maskineriet i gang med et stort modangreb – og anlægger også sag mod Sonos. Google hævder, at højttalerproducenten krænker fem Google-patenter, der dækker mesh-netværk, ekko-annullering, DRM, indholdsmeddelelser og personlig søgning. Det skriver The Verge.

Google hævder, at de har givet Sonos ”betydelig hjælp til design, implementering og test” for at integrere både musiktjenesten og Google Assistant i deres produkter.

– Vi er skuffede over, at Sonos har fremsat falske påstande om teknologi og om vores arbejde sammen. Vi forsvarer os modvilligt ved at hævde vores patentrettigheder, siger Googles talsmand, Jose Castanada, til The Verge.

Google skriver videre i sagsanlægget, at de “sjældent sagsøger andre virksomheder for patentovertrædelser”, men at firmaet ser sig nødsaget til at hævde deres intellektuelle rettigheder i denne sag.

Sonos: Google har ingen skam i livet

Sonos-direktøren Patrick Spence siger i en kommentar til modangrebet, at Google har ”valgt at bruge deres størrelse til at finde områder, hvor de kan gøre gengæld”.

– Som vi har set med både Aero og Zoom, synes Google ikke at have nogen skam i at kopiere innovationer fra mindre amerikanske virksomheder, i deres forsøg på at udvide deres søge- og reklamemonopol til nye kategorier, siger Patrick Spence til mediet.

– Det er trist at se en engang så innovativ virksomhed, der startede med missionen ’Do No Evil’ undgå at erkende det faktum, at de har krænket vores opfindelser og i stedet vælger at bruge muskler på en måde som fortidens røverbaroner ville have bifaldt, slutter Patrick Spence.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.