
Billeder af en Google Pixel 8 Pro prototype er blevet lækket.
Lækket stammer fra Reddit, hvor billederne blev postet i et opslag på r/GooglePixel-forummet. Opslaget er senere hen blevet slettet.
Ifølge billederne er der ikke tale om kæmpe ændringer i designet, sammenlignet med Pixel 7 Pro. De tre kameraer på bagsiden af Pixel 8 pro er dog dækket af et stort stykke glas, hvor det var delt op i to stykker på forgængeren. Under blitzen er der også en ny sensor, som rygtes at være et infrarødt termometer.
Pixel 8 Pro skulle efter sigende komme med en 6,7″ 120 Hz OLED-skærm. Det primære kamera på 50 MP siges at være baseret på Samsungs ISOCELL GN2-sensor. Derudover er et 64 MP ultrawide-kamera, samt et telefoto-kamera med 5x optisk zoom.
Idet det er en prototype, hvilket bagsiden også røber med teksten “For test/evaluation only”, kan der slevfølgelig forekomme ændringer i designet, op til lanceringen. Prototypen har kodenavnet “husky” og den er udstyret med 12 GB RAM og 128 GB lagerplads. Der står dog intet om chipsettet, men Pixel 8-serien forventes at blive drevet af en Tensor G3-chip.
Ukendt lancering
Det vides endnu ikke hvornår Google vil lancere Pixel 8-serien, men det bliver formentligt engang på efteråret – muligvis i september eller oktober.

Læs også: Beats Studio Pro lanceres inden længe