×
TeknologiTophistorie

Højesteret: Nets dankort-gebyrer var urimeligt høje

Højesteret stadfæster, at Nets tog for høje gebyrer fra netbutikkerne for forbrugernes betalinger med dankort.

Sagen har kørt i mere end ti år, men nu har Højesteret stadfæstet to afgørelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, at Nets gebyrer var urimeligt høje, og at de skulle nedsættes til 1,20 kroner. Det handler om det gebyr, som Nets tog fra netbutikkerne for forbrugernes betalinger med dankort.

Højesterets dom omfatter to afgørelser, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen traf i november 2012 og i maj 2013, om det gebyr, som netbutikker betaler til Nets, når deres kunder betaler med dankort.

I begge sager afgjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at Nets havde overtrådt den daværende betalingstjenestelov (i dag betalingsloven). I den første afgørelse påbød Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i november 2012 Nets at nedsætte dankortgebyrerne ved nethandel til ”et rimeligt niveau” senest 31. januar 2013.

I den anden afgørelse i maj 2013 vurderede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at det ikke var sket. De greb derfor ind igen ved at påbyde Nets at nedsætte gebyrerne. De skulle sættes ned til et beløb, som ikke oversteg 1,20 kroner i gennemsnit.  Nets nedsatte gebyret i juli 2013.

Det var styrelsens vurdering, at Nets gebyrer for dankortbetaling ved nethandel ikke stod i rimeligt forhold til Nets omkostninger. Samt at dankortgebyrerne førte til en overnormal indtjening hos Nets. Derved havde Nets overtrådt betalingstjenesteloven.

– Ifølge betalingsloven skal gebyrerne stå i rimeligt forhold til omkostningerne. Så Nets kan ikke tage overpriser, selv om selskabet er eneste indløser af dankortet, siger Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jacob Schaumburg-Müller.

Højesteret skriver i dommen:

”Sammenfattende finder Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte konkurrencemyndighedernes afgørelser og stadfæster derfor landsrettens dom.”

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.