Huawei har benyttet sin udviklerkonference til at lancere en stribe nye produkter. Heriblandt Huawei Freebuds Pro, der er et sæt true wireless hovedtelefoner med indbygget aktiv støjdæmpning. Som både navnet og funktionaliteten antyder, skal hovedtelefonerne stjæle kunder fra Apples AirPods Pro og våbnet er blandt andet en lavere prislap.
I pressemeddelelsen hævder Huawei, at lydingeniørerne har “hævet barren for, hvad man kan forvente af in-ear hovedtelefoner”. Et specialdesignet, absorberende lag er lagt ind i selve høretelefonerne, og dermed reduceres vibrationerne, så det akustiske system stabiliseres, fortæller Huawei.
– FreeBuds Pro justerer automatisk og løbende lyden på baggrund af resonans fra brugerens øre, så lydoplevelsen tilpasses den enkelte person. Samtidig sørger mikrofoner udenpå og indeni høretelefonerne for, at støj udefra øjeblikkeligt sorteres fra. Det sker ved, at høretelefonerne skifter mellem tre forskellige tilstande afhængig af støjniveauet – General Mode, Cozy Mode og Ultra Mode. På den måde opnår vi i visse tilfælde støjreduktion helt op til 40 dB, så du er sikret en uforstyrret lydoplevelse, uanset om du er hjemme eller står på en togperron, siger Lin Yin, der er direktør for Huawei Consumer Business Group Danmark.
Artiklen fortsætter efter annoncen


