Lad os få klaret elefanten i rummet: Ja, designet på Huawei FreeBuds 3 er som et forvrænget ekko af Apples AirPods, i særdeleshed den anden generation af sidstnævnte. Huawei har adopteret det ellers så mobbede ”tandbørstehoved”-design og endda gjort stangen længere. Selv metalbunden har Huawei imiteret.
Det kan man så mene om, hvad man vil, men det er da en klar indikation af, at Apple har lavet et design, der grundlæggende fungerer. Personligt synes jeg Apple har klaret den bedre; FreeBuds 3 er lidt større og lidt mere klodsede – og det gælder både selve hovedtelefonerne og etuiet, som Huawei har valgt at gøre rundt i stedet for kvadratisk.
Når det er sagt, er FreeBuds 3 bestemt ikke grimme – og der er heller ikke sparet på hverken materialer eller samlekvalitet. De mærkes virkelig robuste og låget på etuiet føles lækkert, når det åbnes og lukkes. Hovedtelefonerne er nemme at få op og hjælpes sikkert tilbage igen ved hjælp af en magnet. Jeg er også stor fan af, at Huawei har udrustet etuiet med USB-C som et kablet alternativ til trådløs opladning.
Artiklen fortsætter efter annoncen






