Det kan godt være at regeringen har problemer med at få forhandlet de nye grønne afgifter på biler hjem, men stadigt flere danskere vælger alligevel en grøn bil, når fossiludgaven skal skiftes ud. Sikkert hjulpet på vej af de lavere registreringsafgifter, som efter planen forsvinder til nytår.
Således stod de grønne biler – rene elbiler og plugin-hybrider – for hele 21,8 procent af det samlede bilsalg i november måned. Altså mere end hver femte bil. Til sammenligning var kun 4,2 procent af nysalget el- eller plugin-hybridbiler sidste år.
Der er bedst salg i plugin-hybriderne (12,2 procent), men elbilsalget vokser også (9,6 procent) viser de seneste tal fra De Danske Bilimportører. Begge kategorier domineres i øvrigt af Volkswagen.
Top 10 elbiler november:
For anden måned i træk placerer Volkswagen ID.3 sig på førstepladsen. I denne måned foran “klassikeren” Tesla Model 3, der er tilbage på Top 10 efter en måned udenfor døren. Interessant er det at se, at store, dyre biler som Porsche Taycan og Jaguar i-Pace er kommet ind på listen. Nogen skal vist udnytte de lave registreringsafgifter …
Med november måneds elbilsalg er der i alt kommet 10.387 nye elbiler ud på de danske veje i 2020 svarende til en stigning på 124,9 procent ift. sidste år, som bød på 4.618 nyregistrerede elbiler.
| # | Oktober | Model | Solgte |
|---|---|---|---|
| 1 | 1 | Volkswagen ID.3 | 298 |
| 2 | – | Tesla Model 3 | 285 |
| 3 | 3 | Hyundai Kona | 203 |
| 4 | 2 | Kia Niro | 118 |
| 5 | 10 | Renault Zoe | 92 |
| 6 | 6 | Audi e-tron | 68 |
| 7 | – | Volkswagen e-Up! | 66 |
| 8 | 4 | Peugeot e-208 | 64 |
| 9 | – | Porsche Taycan | 50 |
| 10 | – | Jaguar i-Pace | 49 |
Top 10 plugin-hybrider november:
Det stærke plug-in hybridsalg, som startede i juni, gjorde sig også gældende i den forgangene måned. Med 2.217 nye plug-in’er i november, endte plug-in-salget hele 413,2 procent over niveauet i november 2019. Det er dermed sjette måned i træk, at plug-in-salget ender med over 1.300 solgte køretøjer.
Årets hybride-sejtrækker, Ford Kuga, glimrer igen ved sit fravær. Den har været ramt af batteriproblemer siden august måned og Ford har stoppet leveringerne indtil problemet er løst.
| # | Okt. | Model | Solgte |
|---|---|---|---|
| 1 | – | Volkswagen Golf | 341 |
| 2 | – | Seat Leon | 149 |
| 3 | 6 | Renault Captur | 140 |
| 4 | 5 | Kia Ceed | 122 |
| 5 | 4 | Volvo XC40 | 110 |
| 6 | 7 | Kia Xceed | 109 |
| 7 | – | Peugeot 3008 | 109 |
| 8 | 2 | Mitsubishi Outlander | 100 |
| 9 | – | Mercedes-Benz E-klasse | 86 |
| 10 | 1 | Citroën C5 Aircross | 81 |












