×
Gadgets

IKEA laver bordlampe med indbygget Sonos-højttaler

IKEA Symfonisk, som er lavet i samarbejde med Sonos, blev præsenteret i dag og består af den allerede kendte højttaler – og en bordlampe med wifi-højttaler.

Helt som lovet præsenterede IKEA og Sonos i dag sin IKEA Symfonisk serie af multirumshøjttalere under designmessen Salone del Mobile i Milano – og ud over højttaleren, som vi allerede kendte, havde svenskerne en overraskelse med: En bordlampe med indbygget wifi-højttaler, der kan kobles på både Sonos-netværket og Symfonisk-serien.

– Samarbejdet har hele tiden kredset om vores fælles passion, værdier og viden. Både IKEA og Sonos ved, hvor vigtig god lyd er og hvor meget, det kan påvirke vores liv. Ønsket var at skabe produkter, som ingen af os kunne eller ville skabe alene. Og eftersom både musik og lys er altafgørende for at skabe en bestemt stemning, har vi udviklet et produkt, som leverer begge dele, nemlig Symfonisk bordlampen med wifi-højttaler, siger Tad Toulis, der er designchef hos Sonos.

En Sonos One med lys …

Der er endnu ikke nogen dybere tekniske info om bordlampen (eller højttaleren for dan sags skyld) men ud fra billederne ligner det, at lysmængden fra lampen kan hæves og sænkes via en drejeknap. Alternativt er det en volumenknap, men det skulle så være første gang at Sonos udstyrer en højttaler med en analog drejeknap. Det ser også ud til, at det grundlæggende højttalerdesign i lampen er inspireret af Sonos One-højttaleren (læs vores anmeldelse her).

Starter med to produkter

Symfonisk-kollektionen består i første omgang af lampen og en højttaler, der kan anvendes som boghylde. Begge produkter kan tilkobles Sonos’ eksisterende sortiment og styres gennem Sonos’ app. Højttaleren kan integreres i indretningen på flere forskellige måder; den kan gemmes væk eller vises frem enten horisontalt eller vertikalt. Med tilkøb af vægbeslag kan den bære 3 kg. Der kan også tilkøbes s-kroge til højttaleren, så den kan ophænges på en stang i køkkenet.

Prisen for højttaleren bliver 799 kroner, mens lampen kan hentes med hjem for 1.699 kroner. Begge produkter fås i de sædvanlige Sonos-farver sort og hvid. Begge produkter skulle være til salg i IKEAS varehuse den 1. august – de kommer ikke til salg på Sonos’ hjemmeside.

Herunder et galleri med de officielle pressebilleder (klik for at se større version):

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.