×
Gadgets

iPhone SE 2020 roses for kamera, muskler og pris

Udenlandske anmeldelser af iPhone SE 2020 er dukket op og de er alle enige; Den nye billige telefon bliver et kæmpe hit for Apple.

De første udenlandske anmeldelser af Apples ‘budget-telefon’, iPhone SE 2020, er dukket op – og anmelderne er fuldstændig enige i de store linjer. Den nye telefon bliver et hit.

Ikke overraskende omtales den som svært hurtig, takket være A13-processsoren, der også driver iPhone 11-serien. Mere overraskende er det, at anmelderne er ret enige om, at kameraet overrasker meget positivt.

Vi har samlet et par af konklusionerne herunder – og vi er selv i gang med at teste telefonen og forventer at kunne give dig vores anmeldelse i starten af weekenden.

The Verge

Dieter Bohn fra The Verge kalder iPhone SE 2020 for ”et stærkt argument mod 1.000 dollars telefoner”. Han er svært begejstret for den nye iPhone, men påpeger, at kameraet har mangler i dårlig belysning – og at skærmen er vel lille. Til gengæld fremhæver han batterilevetiden og skriver, at kameraet er rigtig godt i god belysning. Han mener ikke, at man går voldsomt på kompromis, ved at vælge den billige iPhone fremfor et af flagskibene:

”Mens jeg skriver dette, har jeg iPhone 11 Pro, Galaxy S20, OnePlus 8 Pro og Pixel 4 XL inden for rækkevidde. Hver af dem har et multikamera-system, et avanceret biometrisk identifikationssystem og en stor, næsten rammefri OLED-skærm. Android-telefonerne har også skærme med høj opdateringsfrekvens, der får alt til at se radikalt glattere ud.

Er alt det prisen værd? Ja, for mange mennesker. Er noget af det nødvendigt? Bortset fra fotografering med lavt lys er der næsten intet, jeg gør på 1.000 dollars telefonerne, som jeg ikke kan gøre lige så godt på iPhone SE. Den er hurtigt, dygtigt, pålideligt og velkendt. Jeg ville savne de avancerede funktioner og bedre skærme, men ikke så meget, som du måske tror.

IPhone SE er ikke kun en god handel. Det er også en rigtig god smartphone”.

Engadget

Chris Velazco fra Engadget er stort set enig. Ligesom Dieter Bohn mener han, at kameraets akilleshæl er skud i mørke, men siger samtidig, at det er et ”forbavsende godt kamera”. Han skriver også, at iPhone SE er ”helt urørlig” når ydelsen sammenlignes med prisen. Han vil dog gerne have haft, at telefonen havde et større batteri.

“Det er DEN bedste budget-smartphone på markedet, og det siger ikke så lidt i betragtning af hvor stor konkurrencen er – for der er adskillige enheder der koster det samme og har større skærme, bedre batterier og masser af kameraer.”

Independent

David Phelan fra Independent indleder sin anmeldelse med ”prisvenlig og mægtig kraftig telefon er et blockbuster-hit”. Han fremhæver særligt telefonens hastighed og kameraet, som han mener tager ”dybt imponerende” billeder takket være de nye muligheder som samspillet med A13-processoren giver.

”Hvis du vil have de nyeste funktioner såsom Face ID, tredobbelte kameraer og en skærm, de fylder hele fronten, ja, så kan Apple levere med sin iPhone 11-serie. Men for mange vil det være overkill.

Hvis du vil have noget kompakt, yderst overkommelig, men alligevel lige så hurtig som de hurtigste telefoner, penge kan købe, er iPhone SE svær at modstå.”

Wired

Lauren Goode fra Wired indleder sin anmeldelse med at konkludere, at iPhone SE 2020 viser, at man kan få en fantastisk telefon uden at bruge en mindre formue. Igen fremhæves kameraet som ”ekstremt godt”, mens batterilevetiden får hug.

”Hvis du tilfældigvis har brug for en ny iPhone og synes, at det er latterligt at bruge 1.000 dollars på den, ja, så er iPhone SE muligvis en rigtig god nyhed for dig lige nu.”

Techradar

Gareth Beavis fra TechRadar kalder iPhone SE 2020 for både ”let, billig og fremtidssikret”. Han fremhæver også kameraet, men mener at skærmteknologiens alder begynder at blive et problem. Han er heller ikke imponeret over batterilevetiden.

”Selvom den ikke rammer mange højder med hensyn til kraft eller ydeevne, udlignes det mere end rigeligt ved at være den billigste iPhone, Apple nogensinde har lanceret, mens den stadig har både raffineret og nyttig hardware, hvilket gør den nye iPhone SE til en fantastisk mulighed for dem der har et stramt budget eller bare ønsker at finde en nem vej ind i Apples økosystem.”

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.