Allerede efter få timer røg det digitale kørekort fra Digitaliseringsstyrelsen til tops på hitlisterne hos både App Store og Google Play Store. Og har ligget der lige siden. Alene det første døgn blev app’en hentet ned mere end en halv million gange. Helt præcist 525.781 gange. Det skriver Ritzau ifølge ITWatch.
Kørekort app’en blev frigivet den 24. november og ved udgangen af måneden var den installeret på 737.215 mobiltelefoner, oplyses det. Her tre dage senere må det formodes, at tallet nærmer sig den runde million.
– Det viser tydeligt, at der i befolkningen er efterspørgsel efter et digitalt alternativ til det fysiske kørekort, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en kommentar.
Artiklen fortsætter efter annoncen

