×
ElbilerTophistorie

Konkurrencerådet vil undersøge ladepriser

Kolossale forskelle i ladepriser hos ladeoperatørerne har påkaldt sig Konkurrencerådets opmærksomhed.

Som enhver, der har elbil ved, kan det være dyrt at lade bilen op hos ladeoperatører, man ikke har abonnement hos. Rigtig dyrt. Faktisk er de danske ladepriser så høje, at Konkurrencerådet nu vil kaste sit blik på dem, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

En nylig rapport fra Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet konkluderer, at prisen for at oplade fra en offentlig tilgængelig ladestander kan variere mellem, hvad der svarer til 2,5 og 9 kroner per kWh ved såkaldt ad-hoc opladning, hvor man ikke i forvejen har tegnet et abonnement hos en bestemt ladeoperatør. 

“En sådan variation i prisen på opladning svarer til, at prisen på benzin kan variere mellem, hvad der svarer til 7,5 og 27 kroner per liter,” skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil derfor udarbejde en analyse af konkurrencen på markedet for opladning af elbiler. De vil blandt andet se på, om der er barrierer for ladeoperatører og forbrugeren, som begrænser konkurrencen på markedet. Hvis der findes grundlagt for det, vil der også blive udarbejdet forslag til, hvordan konkurrencen bliver mere effektiv og markedet mere velfungerende.

I forbindelse med analysen vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tage kontakt til en række aktører på markedet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer endvidere interessenter til at byde ind med problemstillinger eller fakta, som kan have betydning for konkurrencen på markedet for opladning af elbiler. 

Der er ingen oplysninger om, hvornår analysen forventes færdig.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.