×
ElbilerTophistorie

Ladestander fra Easee får salgsforbud i Sverige

De svenske myndigheder har påbudt et salgsstop af den populære ladestander fra Easee, da den ifølge dem, ikke lever op til de svenske krav.

Som vi kunne fortælle i februar, så raslede de svenske myndigheder, Elsäkerhetsverket, med sablen, overfor Easees ladestandere. Svenskerne mener at ladestanderen ikke overholder gældende krav om jordfejlsafbryder. Easee har afvist beskyldningerne.

Nu er dommen faldet: Ladestanderen har fået salgsforbud i Sverige, indtil den lever op til kravene.

Norske NRK har interviewet stifteren af Easee, Jonas Helmikstøl, der udtaler at, “Vi er meget uenige i beslutningen og vil gøre alt, hvad vi kan, for at passe på kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere. Vores hovedfokus har altid været mennesker og sikkerhed”.

Easee udtalte i forbindelse kritikken tidligere, at der ingen fare på færde er med deres bokse.

“Easee har over en halv million opladere installeret i Europa og har data fra 57,3 millioner gennemførte opladningssessioner til dato. Disse tal er et klart bevis på, at Easees teknologi og funktionalitet giver tryg, sikker og effektiv opladning. Opladeren overvåger løbende for fejl både under opladning og i standby-tilstand. Dette er gjort muligt af over 40 sensorer inde i opladeren. Sensorerne ser konstant efter unormale ændringer i strømme, spændinger, temperaturer og luftfugtighed, og at RCD’en fungerer korrekt.”

Kritikken fra de svenske myndigheder går på jordfejlsafbryderen, som i ladestanderen fra Easee er integreret i elektronikken. De kræver en mekanisk sikring.

“Easee har brugt en elektronisk løsning af jordfejlsafbrydere i stedet for en elektromekanisk. Der er risiko for, at jordfejlsafbryderen ikke altid slår ud, når og som den skal”, siger Joel Lee Antman, inspektør i Elsäkerhetsverket.

Ingen dansk reaktion endnu

Der er på baggrund af sagen fra Sverige endnu ingen reaktion fra den danske Sikkerhedsstyrelse. Easee-ladestanderen er en af de mest populære herhjemme og sælges i Elgiganten og Power, samt fra adskillige udbydere af ladeløsninger.

Det understreges fra Easee og svenske Elsäkerhetsverket, at undersøgelsen ikke er sket på baggrund af egentlige sager, hvor laderens sikkerhed ej har fungeret.

Easee beroliger derfor kunder med, at de fortsat trygt kan oplade deres biler. De har anket afgørelsen, fortæller de på deres hjemmeside.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.