MG fortsætter sin elektriske offensiv i Danmark, og næste model i køen er en SUV, der sigter direkte efter midterfeltet i elbilmarkedet. Den helt nye MGS6 EV lander i begyndelsen af 2026 – og den kommer ikke stille ind ad døren. MG pakker den med plads, teknologi og ydeevne, som normalt hører hjemme i en dyrere klasse.
Hvor MG for få år siden var en lidt alternativ vej til elbil, står mærket nu med endnu et bud på en mainstream-SUV, der både skal tiltrække prisbevidste familier og dem, der ikke vil gå glip af lidt elektrisk overskud i hverdagen.
362 heste i stalden
MGS6 kommer i to versioner, der rammer hver sin målgruppe. Den ene er en baghjulstrukket Long Range-variant med 245 hk og en solid WLTP-rækkevidde på 530 kilometer. Den anden er den mere frække Dual Motor-udgave med firehjulstræk, 362 hk og 540 Nm – og en 0-100-tid på 5,1 sekunder, som placerer den helt oppe blandt de hurtigere familiebiler i klassen. Her lander rækkevidden på 485 kilometer, hvilket stadig er respektabelt med to motorer at fodre.
Artiklen fortsætter efter annoncen



