Den kinesiske elbilproducent Nio udvider sit fodaftryk i Danmark – og denne gang med et nyt og billigere mærke i bagagen. Nic. Christiansen Gruppen har indgået en aftale med Nio Inc. om at stå for importen af både Nio og det nye undermærke Firefly, og det betyder, at danskerne kan se frem til en ny kompakt elbil med høj teknologi og lav indstigningspris.
Firefly har p.t. kun en enkelt model på menuen, nemlig en femdørs hatchback i miniklassen, der skal konkurrere mod modeller som VW ID.3, Renault 5 E-Tech og Fiat 500e. Men den skiller sig ud med en række funktioner, man ellers kun finder i dyrere elbiler – blandt andet muligheden for batteriskift.
Firefly drives af en enkelt elmotor på bagakslen, der yder 105 kW (svarende til 141 hestekræfter) og leverer 200 Nm. Det rækker til en acceleration fra 0 til 100 km/t på omkring 8,2 sekunder. Batteriet er et 42,1 kWh stort LFP-batteri fra Sunwoda, som giver en rækkevidde på op til 420 kilometer målt efter den kinesiske CLTC-standard. Reelt skal man nok regne med op mod 330 kilometer i WLTP, når modellen lander i Danmark.
Artiklen fortsætter efter annoncen



