×
ElbilerTophistorie

Polestar 3 – her er det første smugkig

Her er det første officielle bilede af den elektriske SUV Polestar 3, der kommer på vejene til næste år.

Der er sket meget, siden Polestar startede op i motorsporten i 1996. Men ifølge CEO Thomas Ingenlath er de først lige begyndt. Under en præsentation i New York fremlagde han forleden en treårs-plan med ambitiøse salgsmål og det første glimt af Polestar 3, der lanceres i løbet af 2022.

Polestar 3 bliver den første SUV fra det svensk-kinesiske bilmærke og den skal produceres i USA. Men der er mere i vente; selskabet planlægger nemlig at lancere tre nye modeller inden 2024 – en om året. Samtidig forventes selskabet at vokse ti gange fra et globalt salg på omkring 29.000 i 2021 til 290.000 i 2025, fortalte Ingenlath.

“Fra nu af handler Polestar kun om vækst,” konkluderede Thomas Ingenlath.

Det er meget lidt vi ved om Polestar 3, men den vil ankomme nogenlunde samtidig med den helt-elektriske næste-generations Volvo XC90 og de to modeller vil være baseret på den samme platform, nemlig den nye SPA2, der er konstrueret specielt til større biler. De to modeller vil dele både chassis og batteriteknologi og vil, ifølge rygterne, få en rækkevidde på op til knapt 500 kilometer.

Polestar 3
I juni teasede Polestar med dette billede af 3’eren.

“Målet er en elektrisk præstations-SUV af høj kvalitet, der skal sætte standard for udseendet på SUV’er i den elektrificerede tidsalder,” fortalte Ingenlath.

Lige som Polestar 2 vil 3’eren være baseret på Android Automotive-styresystemet, der er væsentlig dybere integreret i bilens systemer end eksempelvis Android Auto eller Apple Carplay. Med Automotive kan styresystemet håndtere mange af bilens kernefunktioner og ikke bare infotainment og navigation.

Med hensyn til de to andre biler, Polestar vil lancere inden 2024, nemlig Polestar 4 og 5, vides der meget, meget lidt. Polestar har dog allerede givet det første glimt af Polestar 5, der bliver baseret meget kraftigt på deres Polestar Precept-konceptbil. Polestar 4 forventes at blive en premium sport SUV Coupé.

Polestar har selv sammenlignet prislejet på 3 og 4 med Porsche Cayenne og Macan. Av. Her er det fulde billede af en camoufleret Polestar 3:

Polestar 3
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.