Porsche Taycan får kunstigt gearskifte

Porsche giver Taycan kunstige gearskift. Den elektriske sportsvogn skal nu føles lidt mere som en klassisk Porsche – uden at slippe strømmen.

Porsche Taycan får endnu en opdatering, og denne gang handler det ikke kun om flere kilometer på batteriet. Den elektriske sportsvogn får også et nyt system, der skal gøre køreoplevelsen mere levende bag rattet.

Den mest opsigtsvækkende nyhed hedder E-Shift. Det er Porsches virtuelle gearskifte, hvor føreren via skiftepadlerne på rattet kan skifte mellem otte kunstige gear. Systemet kombineres med lyde, mærkbare skifteimpulser og en digital omdrejningstæller, så Taycan i højere grad efterligner følelsen af en sportsvogn med forbrændingsmotor.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Det er selvfølgelig teater. Men i en elbil, hvor accelerationen ofte kan blive klinisk effektiv, kan netop den slags kunstige benspænd gøre bilen mere underholdende at køre.

– Med en række omfattende opdateringer styrker vi Taycan på alle væsentlige områder. De nye modeller tilbyder en mere følelsesladet køreoplevelse, endnu bedre præstationer og en mere intuitiv og personlig brugeroplevelse, siger Kevin Giek, Head of Model Line hos Porsche AG.

Op til 700 kilometer

Porsche har også arbejdet med effektiviteten. De baghjulstrukne Taycan-modeller får nye sommerdæk med lavere rullemodstand, og med Performance Battery Plus kan rækkevidden nu nå op på 700 kilometer efter WLTP-normen.

Det er den længste officielle rækkevidde, Porsche nogensinde har angivet for Taycan. Dermed rykker bilen tættere på rollen som langtursegnet elbil – ikke kun som dyr, elektrisk legeplads.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

For dem, der synes en almindelig Taycan ikke er voldsom nok, kan Porsche nu også levere Manthey Kit direkte fra fabrikken til Taycan Turbo GT med Weissach-pakke. Pakken omfatter ændringer af aerodynamik, undervogn og drivlinje. Med kittet har Porsches testkører Lars Kern kørt Nürburgring Nordschleife på 6:55,533 minutter. Det gør modellen til den hurtigste elektriske premiumbil, Porsche har haft rundt på banen.

Hurtigere infotainment

Indvendigt får Taycan en ny generation af Porsches PCM-infotainmentsystem. Ifølge Porsche har systemet op til fem gange mere regnekraft end før, hvilket skal give hurtigere reaktioner, mere flydende menuer og en generelt mere moderne brugeroplevelse.

Skærmuniverset bliver samtidig opdateret med Porsche Digital Interaction, som allerede kendes fra de elektriske udgaver af Macan og Cayenne. Her får føreren blandt andet widgets, bedre personlig tilpasning og en 3D-model af bilen, der kan bruges til at styre forskellige funktioner.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN

 

Apple CarPlay og Android Auto får også dybere integration, og stemmestyringen bliver AI-understøttet, så man kan tale mere naturligt til bilen.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.