Elbiler

Prøvekørt: Cupra Raval VZ Extreme

Cupra Raval VZ Extreme ligner den første lille elbil fra VW-gruppen, der reelt kan sælge sig på køreglæde – ikke kun pris, rækkevidde og fornuft.

cupra raval

BARCELONA: Små elbiler behøver ikke være kedelige spareøvelser med hjul i hjørnerne og et infotainmentsystem i midten. Det har Renault 5 E-Tech allerede mindet os om. Nu gør Cupra Raval VZ Extreme det samme – bare med mere temperament, mere kant og en langt mere opsat undervogn.

For når vejen begynder at sno sig op i bjergene, og den lille spanier får lov til at strække benene, sker der noget. Den lille spanier får lov til at strække benene, og pludselig føles Raval ikke længere som endnu en kompakt elbil med sportslige ambitioner. Den føles som noget, man faktisk har lyst til at køre for kørslens skyld.

Det er ikke nogen selvfølge i 2026. Slet ikke i en lille elektrisk forhjulstrækker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cupra Raval VZ Extreme lander midt i en interessant intern familiekamp. Den er teknisk tæt beslægtet med Volkswagen ID. Polo, som bygges på samme MEB+ platform, og i den her sportslige udgave bliver den et meget direkte alternativ til den kommende Volkswagen ID. Polo GTI. Forskellen er, at Cupra allerede nu går fuldt efter attitude.

Designet er frækt, skarpt og langt mere aggressivt, end man normalt forventer i den her størrelse. Raval ligner ikke en bil, der undskylder for at være lille. Den står bredt, har masser af kant og ser ud, som om den hellere vil ud på en bjergvej end holde pænt foran supermarkedet.

Æder sig gennem svingene

Cupra har tydeligvis fået lov til at skrue på mere end bare kofangere og kobberfarvede detaljer. VZ Extreme føles som en bil, hvor ingeniørerne rent faktisk har haft et mål: Den skal være sjov. På papiret kunne den nemt have været endnu en fornuftig elektrisk bybil med lidt sportsligt pynt. I praksis føles den langt mere som en moderne elektrisk hot hatch.

Raval VZ Extreme har 226 heste, forhjulstræk og et elektronisk spærredifferentiale, der gør en mærkbar forskel. Når man går tidligt på speederen ud af et sving, trækker bilen sig ind i kurven i stedet for bare at skubbe næsen bredt ud mod rabatten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det giver en overraskende tryg og legesyg fornemmelse. På de hurtige bjergveje omkring Barcelona æder den sig gennem svingene med en iver, der næsten får den til at føles som en gokart. Den er kort, lav, bred og direkte nok til, at man hurtigt begynder at stole på den.

Og det er faktisk her, Raval overrasker mest. Den er ikke kun kvik fra stilstand, den er sjov, når vejen bliver interessant. Når der skal bremses, drejes ind, lægges kræfter ned og findes rytme fra sving til sving.

Men den er ikke magisk. Styretøjet er præcist, men ikke voldsomt kommunikativt. Man mærker, hvor bilen vil hen, men man får ikke den helt store samtale med forhjulene. Og presser man den hårdt nok, kan den stadig understyre. Den skjuler fysikkens love ganske godt, men den ophæver dem ikke.

Det her er topmodellen …

Der er dog et vigtigt forbehold: Vi har kun kørt Cupra Raval VZ Extreme. Det er ikke basisbilen. Det er heller ikke den mere fornuftige mellemvariant. Det er den dyreste, laveste, bredeste og mest sportslige udgave af Raval. VZ Extreme har adaptiv DCC Sport-undervogn, ligger 15 millimeter lavere på vejen og har 10 millimeter bredere sporvidde end de mere økonomiske varianter. Den har også 226 heste, mens de billigere udgaver kommer med henholdsvis 116 og 211 heste afhængigt af version.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så nej, vi kan ikke bare konkludere, at alle Raval-modeller kører sådan her.

Det er en vigtig nuance, for den sportslige opsætning gør meget for bilen. Undervognen holder karrosseriet flot i ro, og den lavere, bredere opsætning giver den et mere plant og selvsikkert greb i vejen. Hvis de billigere versioner mister noget af den skarphed, kan de ende med at føles som noget helt andet: stadig smarte, stadig fornuftige, men ikke nødvendigvis lige så underholdende.

Kabinen er ikke helt på samme niveau

Indvendigt følger Raval kun delvist med sit ydre. Kørestillingen er god. Sæderne støtter, som de skal, og rattet ligger rigtigt i hænderne. Man sidder lavere og mere integreret i bilen, end man måske forventer af en lille elbil, og det hjælper på fornemmelsen af, at det her er en bil, der gerne vil køres.

Men kabinen har også lidt for meget hård plast til min smag. Ikke sådan at den føles billig på den helt grove måde, men nok til at man bemærker det. Særligt fordi ydersiden lover noget ret eksklusivt og temperamentsfuldt. Den ser simpelthen dyrere ud udefra, end den føles alle steder indefra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er ikke en katastrofe. Men i en topversion til næsten 285.000 kroner må man godt være kræsen. Her burde kabinen gerne ramme samme følelsesmæssige niveau som designet og køreegenskaberne.

Den giver mening, når man gider køre

Cupra Raval VZ Extreme er ikke den mest rationelle lille elbil, man kan vælge. Den billigere Dynamic-udgave med 211 heste og længere rækkevidde vil formentlig være det klogere køb for mange. Den koster mindre, kører længere på en opladning og har stadig rigeligt med kræfter til hverdagen.

Hvis du bare vil have en kompakt elbil til pendling, indkøb og bykørsel, er VZ Extreme sværere at forsvare med regnearket. Den har kortere rækkevidde end de mere fornuftige 52 kWh-varianter, og merprisen går først rigtigt op i en højere enhed, når man rent faktisk bruger bilen aktivt.

Men biler købes ikke altid kun med regneark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Cupra RavalRavalDynamicDynamic PlusVZ Extreme
Motor116 hk211 hk211 hk226 hk
Batteri37 kWh (LFP)52 kWh (NMC)52 kWh (NMC)52 kWh (NMC)
Rækkevidde310 km444 km439 km387 km
Opladning11 kW / 50 kW11 kW / 105 kW11 kW / 105 kW11 kW / 105 kW
Ladetid 10-80%< 60 min.24 min.24 min.24 min.
Træk1.200 kilo1.200 kilo1.200 kilo
Pris189.990 kr.234.990 kr.254.990 kr.284.990 kr.

Raval VZ Extreme har noget, mange små elbiler mangler: personlighed.

Den føles stram, ivrig og mere villig, end man forventer. Forenden bider sig fast, undervognen kan tåle tempo, og motoren har nok overskud til, at bjergveje bliver underholdning i stedet for transport.

Den er ikke perfekt. Styretøjet måtte gerne tale mere. Kabinen måtte gerne føles dyrere. Og vi ved endnu ikke, hvor meget af magien der overlever i de billigere udgaver.

Men efter en tur i bjergene omkring Barcelona står én ting ret klart: Cupra Raval VZ Extreme er ikke bare en lille elbil med sportspynt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den kan faktisk noget.

Den kan få en forhjulstrukket elbil til at føles levende. Og i en tid, hvor mange elbiler er hurtige uden nødvendigvis at være sjove, er det værd at hæfte sig ved.

MERE OM SAMME EMNE:

Sammenlign varianter og se priserne på Elbilguiden.

iNPUT var inviteret til prøvekørsel i Spanien af Cupra, men de har ikke haft indflydelse på det redaktionelle indhold.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.