Renault 5 E-Tech går sejrsgang i Europa – og der er mere på vej

Retro-charme og eldrift har gjort Renault 5 til en kæmpesucces. Nu lover franskmændene, at den får en arvtager – for at lade den dø ville være “en kæmpe fejl”.

Renault 5 E-Tech er blevet det, som Renault drømte om – og mere til. På bare et år har den lille elbil taget Europa med storm og genoplivet en kærlighed, der går helt tilbage til 70’ernes originale Renault 5. Den kombinerer nostalgi, charme og moderne teknik i en pakke, der rammer lige i hjertet hos både designelskere og førstegangskøbere.

Og succesen kan måles: I årets første seks måneder er der indregistreret mere end 34.000 eksemplarer af Renault 5 i Europa, og alene i Frankrig solgte den 5.000 biler i september – næsten lige så mange som benzinudgaven af Renault Clio.

 

– R5 buldrer frem i mange markeder – i Frankrig, Storbritannien, Tyskland … endda i Belgien, hvor Renault nærmest var usynlig før. Og forleden ringede vores afdeling i Tyrkiet og bad om tusind flere biler, siger Renaults marketingchef Arnaud Belloni til britiske Autocar.

En ny generation på vej

Renault 5 er kun lige kommet ud af startblokken, men allerede nu bekræfter Renault, at en ny version er på tegnebrættet.

 

– Det ville være en kæmpe fejl ikke at forny R5. Vores opgave er at forberede den næste generation, så vi kan sælge dem endnu en R5, siger Belloni.

Han sammenligner Renault 5 med Mini Cooper og Porsche 911 – biler, der er blevet selvstændige ikoner, hvor designet skal udvikles nænsomt og aldrig fornægte sit ophav.

 

Den næste Renault 5 skal derfor være en “blød evolution” af den nuværende model – en naturlig fortsættelse, som straks kan genkendes på sin klassiske silhuet og firkantede proportioner.

Video fra vores prøvekørsel af Renault 5 E-Tech.

Billigst i Danmark

Også herhjemme er Renault 5 E-Tech blevet en stor succes; også båret frem af, at den herhjemme sælges langt billigere end i mange andre europæiske lande. Siden lanceringen er der blevet indregistreret 2.205 eksemplarer – næsten dobbelt så mange som Clio og nok til at give den en 15. plads over de mest populære bilmodeller herhjemme i år.

 

Her er de mest populære modeller fra Renault det seneste år (1.10.24 til 30.09.25), baseret på nyregisteringer:

#ModelAntal
1Renault Scenic E-Tech2.375
2Renault 5 E-Tech2.205
3Renault Clio1.304
4Renault Megane E-Tech1.242
5Renault Captur938

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.