×
ElbilerTophistorie

Renault satser på 800 Volt-teknologi

Hellere 800 Volt end 800 kilometers rækkevidde, mener Renaults produktchef. Hurtig opladning er vigtigere end et stort batteri.

For de fleste elbiler er lang rækkevidde overflødigt, mener Renaults produktchef Guido Haak. Lang rækkevidde kræver store batterier, der tilføjer unødig vægt, øger forbruget og hæver prisen på bilen. I stedet er vejen frem hurtigere opladning, siger han i et interview med tyske Automobilwoche.

Renault vil derfor satse på 800 volt teknologi, som gør det muligt at lade bilerne hurtigere, fremgår det af interviewet.

“En elektrisk rækkevidde på 800 kilometer eller mere gør køretøjerne ekstremt tunge, er meget dyrt og øger også CO2-aftrykket for hver kilometer, køretøjet tilbagelægger. Det er ikke vores tilgang,” siger Guido Haak. Han fortsætter:

“800 Volt teknologien er bestemt en god løsning og derfor en seriøs mulighed for os.”

Han uddyber ikke, om de kommende småbiler Renault 5 (2024) eller Renault 4 (2025) vil være “opgraderet”.

Ligesom hovedparten af andre elbiler, er Renault Megane E-Tech Electric baseret på 400 Volt teknologi. Men producenter som Porsche, Hyundai og Kia har vist vejen frem med 800 Volt. Senest har kinesiske Byd meddelt, at deres Byd Dolphin kommer med 800 Volt teknologi.

Flere og flere ser nu på fordelene ved arkitekturen. Det er frem for alt kortere opladningstider og lavere strømtab ved op- og afladning. Derudover genereres der mindre varme med samme ladekapacitet, hvilket betyder, at afkølingen kan blive mindre.

Også Ford har et vågent øje på teknologien. “Vi kigger meget nøje på det,” sagde Darren Palmer, leder af Fords elektriske programmer for nylig.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.