Elbiler

Byd Dolphin er en billig ID.3-konkurrent

Den koster bare 97.000 kroner, men har både 400 kilometers rækkevidde og 800 volt-teknologi, så den lader batteriet op lynhurtigt.

Byd Dolphin

Det kinesiske mærke Byd er godt på vej til at etablere sig i Europa. Her i Norden er Norge blevet de første, der fik fornøjelsen – den førstye sending på 100 eksemplarer af SUV’en Byd Tang ankom i sidste måned.

Nu har Byd præsenteret sin seneste model, der placerer sig i præcis samme segment som Volkswagen ID.3. Begge bilerne er omkring fire meter lange, 1,8 meter brede og har en akselafstand på omkring 2,7 meter.

Men hvor ID.3’eren – som de fleste andre elbiler – har 400 volt-teknologi, så bygger Byd Dolphin på Byds nye Blade 3.0-platform, der byder på 800 volt-teknologi, præcis som Audi e-tron GT, Porsche Taycan og de nye elbiler fra Hyundai og Kia.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højere spænding giver højere ladeeffekt og altså kortere ladetider. Ifølge Byd kan Dolphin suge strøm til 150 kilometers kørsel på 15 minutter, hvis man finder en oplader, der kan levere.

Byd Dolphin kommer på gaden med to batteristørrelser; en Standard Range og en Long Range med henholdsvis 30,7 og 44,9 kWh. Sidstnævnte skulle give en rækkevidde på 400 kilometer (NEDC). Begge udgaver har en elmotor på bagerste aksel der yder 95 hestekræfter og et moment på 180 Nm. Bilen har en topfart på 150 km/t.

Rækkevidden er pænt høj i forhold til batteriets kapacitet, men Byd-bilen er temmelig “let”, hvilket hjælper på effektiviteten. Den mindste batterivariant siges at have en kampvægt på bare 1.285 kilo, hvilket er et halvt ton mindre end den letteste udgave af ID.3.

Prisen på Byd Dolphin er også væsentlig “lettere” end på Volkswagen ID.3. Det er endnu ikke bekræftet at bilen skal lanceres i Europa, men i Kina begynder priserne ved 100.000 yuan, hvilket svarer til 97.000 danske kroner. Den dyrere Long Range-udgave koster hvad der svarer til 138.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MERE OM SAMME EMNE:

Skulle Byd Dolphin komme til Danmark bliver priserne muligvis højere, men de vil givetvis stadig være lavere end hos konkurrenten.

I Norge er det selskabet RSA der har importrettighederne. Det er det samme selskab, der importerer Maxus i Norge og, siden sidste år, også i Danmark. Vi kan håbe, kan vi …

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.