Det er ikke mere end en måned siden at Apple tog livet af den største HomePod-højttaler, men nu går der rygter om, at den kan genopstå som et langt mere avanceret produkt. Ifølge den normalt velinformerede nyhedstjeneste Bloomberg arbejder Apple nemlig på en enhed, der skal kombinere Apple TV og HomePod i et og samme produkt.
Den rygtede schweizerkniv vil også få indbygget kamera til Facetime-opkald, ligesom den vil fungere som hub for det digitale hjem, præcis som Apple TV gør det i dag. Via Siri gøres det muligt at betjene intelligente pærer og andre smart-home-enheder direkte på dimsen.
Bloomberg citerer også “kilder med kendskab til sagen” for, at Apple bygger på en high-end HomePod-højttaler med indbygget skærm. Den vil grundlæggende være en HomePod, kombineret med en iPad – men med det lille twist, at skærmen sidder på en robotarm, så den følger brugeren rundt i rummet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

